Kærlighed ved første blik

Borneo er fantastisk, indtil videre i hvert fald! Det regner lidt mere her, men det falder som lette byger om dagen og mere tungt om natten. Det let overskyede vejr gør de 30+ grader lidt nemmere at have med at gøre, og i vores verden er det et stort plus, at solcreme er mindre nødvendigt.

Vi landede i Kuching, som ligger i malaysisk Borneos sydvestlige del. Ca. 45 minutter herfra er vi indlogeret på et resort, som egentlig ligger langt fra, hvordan vi ellers foretrækker at bo, men det er lidt lækkert efter snart en måned på farten at bo et sted med pool, aircondition og morgenmad inkluderet! Især når vi nærmest har stedet for os selv.

Den første morgen gik Emil på opdagelse mens jeg sov længe med børnene. Her fandt han inden for resortets område en lille fin slange, som er ganske ugiftig, men ikke desto mindre en lille hidsigprop! Han havde den selvfølgelig med hjem i lommen, så jeg kunne prøve at tage nogle gode billeder af den.

Det er en Dendrelaphis pictus, painted bronzeback tree snake, intet dansk navn. Når den bliver ophidset, puster den sig op og viser nogle små blå felter på siden af kroppen. Arten er dagsaktiv og spiser frøer og gekkoer.

Vi var igår på trekking i nationalparken lige ved resortet. Den hedder Santubong nationalpark, og har fin urørt regnskov. Egentlig havde vi tænkt at tage en lille let tur med børnene, men den viste sig at være lidt mere udfordrende end vi havde regnet med. Ikke desto mindre var det et helt fantastisk første møde med den tropiske regnskov, og Manja tog sig en lur i bæreselen undervejs, mens Frej udfordrede sin motorik med junglevandring. Der var en natursti fyldt med rødder og sten.

Vi så nogle forskellige fine dyr undervejs. Herunder nogle lystige tæger, et sjovt tusindben, en lille hvid terrestrisk orkidé (hvor mange orkidéer ellers er epifytter, dvs. lever på andre planter), en fin stor løvfrø og en hjulspinder med pigge, tæt relateret til den, som vi fandt i Thailand.

Vi fandt også en slags agame, som var meget sød at se på!

Det lader til at være af arten Gonocephalus liogaster, blue-eyed angle-headed lizard, intet dansk navn. Hannen har lysende blå øjne. Den er dagsaktiv og spiser insekter.

Jeg vil afslutte med at indsætte lidt forskellige billeder jeg tog undervejs på turen.

I dag er de malaysiske skolebørns ferie begyndt, og vores resort har forvandlet sig til et overrendt og larmende sted. Heldigvis tager vi i dag til Kuching, hvor vi skal bo på et hostel midt i byen. Herfra er der mulighed for diverse udflugter, hvis det lader sig gøre for os. Manja har haft feber i nat og kastede op til morgen, så hun skal i hvert fald lige have ro til at blive rask!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close