Kuching betyder kat på malajisk. Her er katte overalt. Ikke så mange levende, men mest i form af souvenirs og statuer.
Byen har endda verdens eneste kattemuseum. Det ville jeg gerne have set, men hvad vi nåede af Kuching og området omkring var meget begrænset, pga. Manjas sygdom, som jeg skrev et indlæg om.
Kuching er hovedstaden i staten Sarawak, som en den sydlige af de to malaysiske stater på Borneo. Officielt ser det ud til, at her bor lidt over 300.000 mennesker, men en taxachauffør mente omkring en million. Stedet er, ud over sine katte, også kendt for sin peberproduktion. Det var nyt for os, og pludselig befandt man sig faktisk der hvor peberet gror! Nedenfor ses en peberplante.
Emil var lige ved at gå ud af sit gode skind af frustration over at være fanget i byen (hvor jeg insisterede på at blive i tilfælde af, at det skulle blive nødvendigt at tage til lægen igen) uden de store muligheder for at tage på udflugter derfra, så han købte sig en fiskestang, for at se, hvad han kunne hive op af floden. Ved andet kast bed en kæmpereje på, og det lykkedes ham at hive den i land!
En dame fra et vaskeri spurgte ind til det, da hun havde fundet nogle fiskekroge i Emils lommer (flot!), og hun var meget imponeret over, at det var lykkedes ham at fange en. Hun prøvede hver weekend med familien, men det lykkedes stort set aldrig. Det lykkedes desværre heller ikke for os igen. Hun var i øvrigt ikke helt tilfreds med, at den blev sat fri i stedet for spist.
Da Manja endelig begyndte at være lidt ovenpå igen, kunne vi alle tage ud og se lidt af byen. Byens ‘waterfront’ langs floden var en fint og hyggeligt strækning på ca. 1,7 km, hvor der var masser af små spisesteder, gademusikanter og langbåde, som tilbød ture op af floden til en beskeden pris. Herunder billeder af waterfront’en fra sø- og landsiden.
Vi var også på den obligatoriske tur ud at se orangutanger. 45 minutter fra Kuching centrum ligger Semenggoh Wildlife Centre, hvor en flok semivilde orangutanger fodres. De er genudsatte dyr, som nu lever frit i skoven omkring centret. Projektet har været så succesfuldt, at der kan gå uger og nogle gange måneder mellem, at orangutangerne besøger centret for en gang gratis frokost, afhængig af, hvor rigt regnskoven bærer frugt. Vi var heldige at der var to, som kom forbi i den tid, vi var der, men resten af flokken blev borte. Den store var omkring 20 år gammel.
Centret tager sig også af af andre dyr. Lige nu har de en stor saltvandskrokodille i karantæne.
Den blev fanget nær menneskelig bebyggelse og venter nu på at blive genudsat et bedre sted. De estimerede dens alder til omkring 50 år! Denne type saltvandskrokodille bliver i øvrigt op til 5 meter lang, så de er lidt mindre end de australske, som kan blive 7-8 meter!
Næste stop er 275 km uden for Kuching i ved ferskvandssøer Batang Ai, hvor vi forhåbentlig får mulighed for at finde lidt flere dyr!
Naturformidlerne 