Førstehåndsberetning fra palmeoliens land

Vi har efterhånden rejst over store afstande her på Borneo. Især i Sabah kan det være noget af et trist syn, fordi rejsen fra et punkt til det næste ofte har indebåret, at vi har kørt kilometer efter kilometer med udelukkende oliepalmeplantager lige så langt, som øjet rakte. Jeg tror slet ikke, at man kan begribe omfanget af palmeolieindustrien, før man selv har oplevet det. Og selv der er det svært. Vi har gennem de sidste mange uger oplevet på nærmeste hold hvor fantastisk Borneos natur er, og man bliver tung on hjertet, når man begynder at forstå, hvor store regnskovsområder, der allerede er fældet.

Malaysia og Indonesien producerer tilsammen ca. 85 % af verdens palmeolie og har plantagearealer svarende til Hollands, Belgiens, Danmarks og Schweiz’ samlede areal. Olien udvindes af oliepalmens frugter, som vokser i store klaser. Af frugtkødet udvindes palmeolie, og af kernen udvindes palmekerneolie.

Olien er smagsneutral og bruges i et utal af produkter. Den findes i alle mulige færdiglavede madvarer som f.eks. kiks, kager, chokolade og færdigretter, men også i kosmetik, sæber og rengøringsmidler. I fødevarer var det tidligere ofte blot deklareret som ‘vegetabilsk olie’, men i 2014 blev det lovpligtigt at angive olietypen, så forbrugeren nemmere kan gennemskue ingredienslisten.

Næsten halvdelen af den palmeolie, som importeres til Danmark anvendes til biodiesel.

Palmeolieindustriens omfang er problematisk, fordi palmerne vokser bedst i netop det tropiske klima, hvor naturtyperne med allerhøjst biodiversitet (antal arter) i hele verden findes. Så regnskoven må vige for oliepalmeplantager, og ufatteligt store områder med regnskov er allerede fældet i Indonesien og Malaysia. Bare i Sabah findes omkring fire millioner hektar plantager. Også i Afrika og Sydamerika er palmeolieindustrien voksende, her også på bekostning af regnskoven.

Monokulturen af oliepalmer betyder, at kun meget få dyr kan trives der. Ifølge Phillipps&Phillipps (2016) findes der i urørt regnskov ca. 1200 træarter, 149 pattedyrsarter og 220 fuglearter, mens der i palmeolieplantagerne findes én træart, otte pattedyrsarter (hvoraf de fem er invasive rotter) og 12 fuglearter. Interessant nok har skældyret gavn af plantagerne, fordi der findes mange myrer her, men lavtlønnede arbejdere indfanger og sælger dem til traditionel kinesisk medicin, så skældyrene er nu sjældne og har status som det dyr, der pt. lider under mest krybskytteri. I plantagernes kantzoner nyder leopardkatte godt af de mange rotter, men er afhængige af tilstødende skov for at kunne hvile sig og yngle. Makaker, elefanter, skægsvin og malajbjørne æder gerne palmefrugter og -skud og jages eller forgiftes derfor af arbejderne. En flok elefanter kan ødelægge mange hektar på en enkelt nat.

Elektriske hegn kan beskytte palmerne i de første år, men det er billigere at forgifte elefanterne.

I Indonesien betyder de enorme arealer med plantager, at sumatratigeren kun har to levedygtige bestande tilbage, og disses leveområder indskrænkes fortsat, så arten står nu over for udryddelse. Tesso Nilo Nationalpark på Sumatra blev oprettet for at redde tigeren – nu er over 40 % af parkens areal illegale palmeoileplantager.

Når man taler med de lokale om industrien, er de naturligvis ambivalente. Det er de færreste her i Sabah, der ikke er klar over konsekvenserne for naturen (og dermed potentielt også turismen), men omvendt skaber industrien masser af vækst og arbejdspladser. I 2016 var en palmeolieplantage på 10.000 hektar ca. 500 mio. kr. værd, arbejdsplads for ca. 2.500 mennesker, og producerede olie for ca. 100-250 mio. kr. årligt. Udbyttet af olie er 10 gange højere end ved sojabønner og fem gange højere end ved raps, hvilket gør oliepalmer til verdens mest profitable afgrøde (Phillipps&Phillipps, 2016).

Og hvad skal du så stille op med denne viden? WWF peger på, at det ikke er en god løsning, at forbrugeren fuldstændig undgår palmeolie, netop fordi afgrøden giver så højt udbytte, at det ville kræve endnu større arealer med andre afgrøder for at erstatte palmeolien. I 2001 tog WWF initiativ til at starte en certificering af bæredygtig palmeolie (RSPO – Roundtable on Sustainable Palm Oil), hvor der stilles en række miljømæssige og sociale krav til palmeolieproduktionen, således at industrien har mindst mulig negative effekter på regionerne, hvor oliepalmerne dyrkes. I dag er 19 % af den totale produktion RSPO-certificeret.

Så det bedste man som forbruger kan gøre, er at forsøge at nedsætte sit forbrug af palmeolie, samt at gå efter RSPO-certificeret palmeolie. Dermed er du med til at sende et signal om, at du vil beskytte naturen. Og hvis du er virkelig engageret, kan du f.eks. melde dig ind i WWF, Verdens Skove eller andre organisationer, som arbejder for naturbevarelse.

kilder:

Phillipps’ Field Guide to the Mammals of Borneo and Their Ecology (2016), Phillipps, Q. & Phillipps, K.

rspo.org

wwf.panda.org

verdensskove.org