Vilde dage på Kinabatangan flod

Torsdag den 14. december rejste vi fra Sepilok til Kinabatangan. Turen var ikke ret lang, men da vi ankom var vi endnu en gang ret nedslåede over at have kørt mange kilometer i palmeolieplantager. Heldigvis glemte vi det ret hurtigt igen, da området skulle give os et væld af gode oplevelser!

Kinabatangan flod er Malaysias anden længste flod med en længde på 560 km. Den snor sig som en slange gennem regnskoven, og de steder hvor skoven har fået lov at stå, er der et fantastisk dyreliv.

Vi tog på en tur op ad floden den første eftermiddag.

Det er en rigtig god måde at opleve dyrelivet på, fordi især mange abearter søger ud mod floden sidst på eftermiddagen. De vil gerne overnatte tæt ved vandet, fordi de springer heri, hvis en træleopard skulle forsøge at få kløerne i dem i nattens mulm og mørke. Så risikerer man selvfølgelig i stedet at blive spist af en krokodille. Vi var lige sejlet afsted, da vi så den første af slagsen.

Der findes fersk- og saltvandskrokodiller i floden. Sidstnævnte bliver størst, her på Borneo op omkring 5 meter. Ved Kinabatangan ser man saltvandskrokodiller. Disse er berømte og berygtede for at være menneskeædere og hedder egentlig deltakrokodiller, men kaldes også listekrokodiller.

En af de største attraktioner her er næseaberne, fordi de kun findes på Borneo. Langs Kinabatangan er de almindelige at se. Dem så vi en del af.

Også javaaber (long tailed macaque) og svinehaleaber (pig-tailed macaque) så vi mange af ved floden. Herunder svinehaleaber (jeg er åbenbart så træt af javaaber, at jeg ikke engang har et billede af en – de er nogle tyvagtige og aggressive små skiderikker!)

Et af de absolutte højdepunkter på den første bådtur var da også den store vilde orangutang, der var ved at bygge rede i et duriantræ!

Vi tog en bådtur næste formiddag også, denne gang med henblik på at fange slanger. Vi fandt et par mangrovesnoge, men det lykkedes os ikke at få fat i dem. De de meget smukke, sorte med gule striber.

Også på denne tur så vi vilde orangutanger.

Senere samme eftermiddag sejlede vi lidt den modsatte vej på floden. Alle bådture gik nedstrøms, fordi her ved de lokale præcist hvor især næseaberne plejer at holde til, men nu havde vi været der et par gange, og ville gerne den anden vej. Et par andre både sejlede modsatte vej samme tid som os. Lidt i sjov sagde vi til vores kaptajn, at vi gerne ville se elefanter, fordi nu havde vi ligesom set næseaber og orangutanger. ‘No elephants’ sagde han, det var måneder siden de sidst havde set en flok. Men efter at have sejlet et par minutter råbte han op. Der var sgu en hel flok Borneo-elefanter inde ved bredden!

De guffede på vilde sukkerrør. Vi så adskillige unger i forskellige størrelser og vi sad bare der på floden, et par hundrede meter fra et resort, der lige havde sendt alle sine gæster i den modsatte retning for at se dyreliv. Helt alene, mindre end 50 meter fra en elefantflok, som ikke ænsede os. Der blev ved med at komme nye elefanter til, og flokken talte måske 20-25 dyr. Hvor heldig har man lige lov til at være?

Hvor de afrikanske elefanter har stødtænder uanset køn, har de asiatiske skovelefanter (som Borneo-elefanten er en underart af) kun stødtænder, hvis de er hanner. Det estimeres, at der findes omkring 2.000 Borneo-elefanter, alle i Sabah. De er truet af ødelæggelse og fragmentering af deres leveområder (især pga. palmeolieplantager, læs mere her). De kaldes også nogle gange pygmæelefanter, fordi de ‘kun’ kommer op på omkring 2,5 tons.

Da vi var færdige med at kigge på elefanterne, tog vi ind til resortet, for at fortælle dem, at elefanterne var ganske tæt på. Så de ringede til deres båd, så gæsterne også kunne komme til at se dem. De nåede lige at få et glimt af en af dem, inden de forsvandt.

Vi spiste aftensmad der, og som altid var Manja en kæmpe attraktion!

Efterfølgende insisterede personalet på at køre os hjem, fordi de var bange for, at vi måske skulle støde på elefantflokken.

Vi valgte også at tage på en bådtur en aften efter mørkets frembrud, primært for at forsøge at finde en netpython. Vi tøffede lige så stille derudad med pandelamper på, at rundt omkring os lyste øjne op i mørket – krokodiller! Der var mange unger, og for sjovs skyld prøvede vi at sejle helt hen til en af dem. Den blev liggende stille, og Emil kunne lige snuppe den med hænderne.

Den lavede de sødeste små pivedyrslyde – den kaldte på sin mor. Hun dukkede (heldigvis?) ikke op. Men vi fik lidt blod på tanden. Så kort efter hev Emil en lidt større krokodille op i båden.

Den var utroligt stærk, og man skulle holde godt fast. Man havde absolut ikke lyst til at få fingrene ind i dens gab! Selvom den var noget større end den første, kaldte den på sin moar. Hun dukkede ikke op!

Vi fandt desværre ingen pythoner,men efter al det held vi havde haft med det øvrige dyreliv, så kunne vi vist heller ikke forlange mere.

Børnene sov selvfølgelig sødt i deres senge, og farmoren vågede over dem, mens vi var på krokodillejagt.

I næste indlæg vil jeg skrive lidt mere om en ret fantastisk og ækel oplevelse vi havde i Kinabatangan.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close