Filmen knækkede i Semporna

Nu har vi været hjemme i kolde og mørke (!) Danmark i en uges tid, jetlaggen har lagt sig og Emil er startet på arbejde igen. Det er dejligt at være hjemme og se alle vennerne, og jeg har også stødt på en del, som har fulgt med på bloggen – det er jo dejligt at høre! Jeg skylder både jer og mig selv at berette om den sidste del af rejsen. Det var som om, at tingene begyndte at gå lidt skævt for os.

Efter nogle fantastiske og myggefyldte dage ved Kinabatangan, gik turen videre til Semporna. Denne destination var lagt ind, fordi at øerne ud for kysten har ry for at være nogle af de bedste steder i verden at dykke. Godt nok har kun Emil dykkerbevis, men vi er også meget glade for at snorkle. Vi skulle på et et ‘flydende’ resort, som stod på pæle over havet.

Jeg stod længe og ventede på, at kineseren blev færdig med at tage selfies, men asiaterne kan tage selfies i timer, så jeg opgav. Det er vel også mere autentisk? Nå men stedet ser jo vældig fint ud, men altså det var absolut ikke luksus. Vand fra vandhane og bruser blev skyllet direkte i havet under badeværelset, mens der dog blev opsamlet og ledt vand væk fra toiletterne. Hmm. Mellem gulvbrædderne kunne man se direkte ned i havet.

Den første dag tog vi ud med speedbåd til de nærliggende øer for at snorkle der. Der lå ufattelige mængder skrald på havet, og inden for de første tyve minutter, måtte vores bådfører stoppe og vikle plastik ud af skruen tre gange. Hver gang viklede han det af skruen og smed det over bord. Så kan det jo være den næstes problem!

Vi stoppede ved et rev, som var meget smukt, men desværre var sigtbarheden lav, og der var overskyet, så det var ikke så fantastisk.

Frej er jo en vandhund uden lige, så han fik badevinger på, og så skiftedes vi til at svømme med ham eller snorkle.

Dernæst sejlede vi videre til en anden lille ø, hvor vi også kunne snorkle. Også her var sigtbarheden dårlig og strømmen stærk. Dog fik vi lige mulighed for at Manja også kunne dyppe sig, det er hun også stor fan af!

Pludselig råbte Emil op, han kunne se en havskildpadde (hvilket vi havde fået at vide, at vi med al sandsynlighed ikke ville se)!

Vi nåede alle at få den at se ved overfladen, og jeg nåede også at se den under vandet, men den var svær at følge, ikke fordi den var sky, men fordi strømmen var stærk, og den græssede en del meter nede.

Dagen efter tog vi den med ro, vi var trætte og Jonathan var blevet lidt dårligt. Vejret var ellers godt, og vi havde sikkert kunne se mere under vandet. Dagen efter igen bookede vi så en tur, hvor vi i stedet ville sejle lidt langs kysten. Og så var der bare det vildeste uvejr om natten! Flere gange slog lynet ned helt tæt på, så alting rystede. Og naturligvis var vandet helt grumset næste dag, så det blev ikke til snorkletur. Og det var ret deprimerende at se vandet, for uvejret havde blæst skraldet sammen og ind i havnen.

Man kan undre sig over, at havet får lov at se sådan ud i et område, som har hele sin indkomst baseret på naturturisme.

Nå men altså, i Semporna er der ikke fantastisk meget at lave ud over at dykke. Vi fik dog lavet en aftale med en taxachauffør om, at han kunne køre os lidt omkring. Han startede med at køre os ud til en lille nationalpark, hvor man gik afsindigt mange trappetrin op ad et lille bjerg. Her endte man et sted, hvor der ved arkæologiske udgravninger var fundet tusindvis af oldgamle potter. Der var en fantastisk udsigt over Semporna og nogle af øerne i Semporna-øgruppen (som i øvrigt tæller 99 øer).

Herefter ville chaufføren køre os ud, så vi kunne få en lille bådtur i mangroven, men der var lukket. I stedet købte vi en is og blev bestjålet af javaaber. Han foreslog herefter at vi tog til hans familie og fik en forfriskning. Hans søster skulle giftes to dage senere, og hele familien var i gang med forberedelser. Og hvorfor ikke?

Familien var enormt søde og gæstfri, vi blev budt alt muligt spændende at spise og drikke. De bød os også til fest om aftenen. Og Manja blev selvfølgelig vold-fotograferet som sædvanlig. Det var en rigtig dejlig oplevelse.

Til sidst foreslog chaufføren, at vi kørte til et sted, som han ganske vist ikke havde været før, men som han havde hørt godt om, et sted hvor de havde ‘green crabs’. Og altså, godt nok kan de danske krabber også være grønne, men det kunne da nok også være meget spændende at se disse. Så vi kørte derud og betalte hver især 1 RM (ca. 1,50 kr.) til en gammel mand i entré. Han viste os ind i sin have og vi spejdede efter krabberne. Han pegede dog opad på nogle… grønne druer? Aha. Det var attraktionen. ‘Green grapes’ med lidt accent havde altså lydt som ‘green crabs’. Høflige som var var, forsøgte vi jo at undertrykke, at vi var færdige af grin!

Han var enormt stolt af sine druer og planter, som mildt sagt, var nogle af de mest trætte vinranker jeg nogensinde har set! Han plukkede endda smagsprøver til os, og sjældent har jeg smagt så sure og kernefyldte druer. Men om ikke andet fik vi os et godt grin!

Han havde ellers en fin lille have, hvor han også dyrkede passionsfrugter. De er både smukke og eksotiske.

Herefter satte vi kursen hjemad. Pludselig lå en ordentlig krabat af en sort slange på vejen! En kobra måske? Emil sprang ud for at undersøge det, og jeg sprang efter for at dokumentere.

Den var bare pissesur, men Emil havde jo selvfølgelig sikret sig, at det ikke var en kobra inden han forsøgte at fange den. Det var en slags rottesnog, som faktisk er sjælden på Borneo. Den var dog lige så hurtig som den var sur, og den nåede at stikke af, inden vi fik bedre billeder.

Hjemme var Jonathan stadig syg. Dagen efter skulle vi rejse videre, og nu var Søren også syg. Han nåede lige at kaste op i havnen inden vi blev hentet af chaufføren, som skulle køre os videre til næstsidste stop på Borneo. Og Frej var begyndt at snotte…