Jul i Malaysia og en seriøs omgang influenza

Vores andetsidste stop på Borneo var ude i mangroven ved Sipadan Mangrove Resort, som mere eller mindre ligger ude i ingenting. Derfor var alle måltider også inkluderet i prisen, og forplejningen var virkelig god. Fantastisk mad og fantastisk personale! Opholdet her havde vi booket, fordi der både var mulighed for at tage på opdagelse i mangroveskoven samt at tage ud at snorkle. Men bedst som vi ankom, fik Frej feber og måtte hvile sig. Han var syg alle dagene vi var der, fra den 22. til den 27. december. Han havde feber og snot, og han ville ikke spise og drikke, men var ellers ved godt mod. Vi måtte derfor få det bedste ud af dagene med udgangspunkt i, at én måtte blive hjemme med Frej, eller at han kunne komme med på korte (fiske)ture, hvor han kunne sidde i klapvognen og slappe af. Så vi fiskede en del i søen tæt ved vores værelse, og det var lidt sjovt, fordi der var mange slangehovedfisk i søen, og de var ret villige til at bide på.

Slangehovedfisken er en rovfisk, som hapser andre fisk og frøer i søen. Derfor kunne vi fange den med spinnere på fiskestang eller med nogle gummifrøer med kroge i, som man blot havde på fiskesnøren. Det er ikke en ret god spisefisk, men vi fik at vide, at den var sund og når kvinder har født, anbefales de at spise fisken for hurtigt at komme på hægterne igen. Dem vi fangede, fik dog lov at slippe med livet i behold.

Ved søen holdt også et par oddere til. Om morgenen kunne man liste sig ned og iagttage dem svømme i vandet eller lege ved søbredden. Hold nu op, de var altså nuttede at se på!

Vi tog ud at snorkle en dag ved et rev, som folkene fra resortet var ved at forbedre. Planen var, at der skulle sænkes et gammelt skib ned ved siden af det eksisterende rev, fordi dette giver større grobund for koraller. Desværre var sigtbarheden rigtig dårlig, fordi der havde været kraftige regnskyl i dagene forinden. Jeg fandt dog en kæmpe konkylie fra en marin snegl og så adskillige arter af klovnefisk, mens Emil fandt en kuffertfisk.

Juleaften fejrede vi også på resortet ude i mangroven. Eller fejrede var måske så meget sagt, Frej var stadig syg, og han sov gennem julemiddagen (som i øvrigt bestod af en barbecue med alt lige fra fisk, rejer, blæksprutte, and, lam, kylling og krabber med alverdens tilbehør), og selvom malayerne har givet den gas med julepynt og julemusik i hele december, så kan det altså være lidt svært at finde den helhjertede julestemning frem! Lige inden aftensmaden gav jeg lige mig selv denne gave:

Av for pokker! Jeg skulle lige tømme en spand med noget vand, men tabte den over tåen, så neglen flækkede. Den var noget øm hele aftenen, men jeg får vist lov at beholde neglen. Jeg var lige en tur omkring resortets lille klinik for at få det renset og se, hvor slemt det var.

Det var en stille juleaften og her er lige et par stemningsbilleder:

Nå men altså, vandet var jo for uklart til at man gad bruge en masse tid på at snorkle, og det er også begrænset hvor mange gange man gider sejle op og ned ad floden, så en af dagene tog vi en tur ud til Tawau nationalpark, som er hjemsted for verdens højeste tropiske træ på – hold nu fast – 88,32 meter! Det kan jo naturligvis slet ikke gengives på billeder, men her er det:

På stien til træet fandt vi også denne ufatteligt store og smukke lian (og igen er det altså svært at gengive på billeder!):

Vi fik også øje på en abe oppe i træerne. Den var rimelig cool, sad bare og spiste blade mens den kiggede på os. Jeg var lidt i tvivl om, hvilken abe det var.

Det viste sig, at det var med god grund, at jeg var i tvivl om, hvilken abe det var. Det var nemlig en hvid udgave af den rødbrune langur. Herunder illustration fra Phillipps’ Guide to the Mammals og Borneo.

Normalt er kun ungerne hvide, mens de voksne er rødbrune. Den rødbrune langur findes typisk kun, hvor der også er orangutang, se herunder.

Teorien går på, at der her er tale om mimikry, hvor den rødbrune langur efterligner orangutangens farver. Forestil dig, at du er en træleopard på jagt efter bytte. Nu ser du en lille rødbrun abe, og spørgsmålet er, om det mon er en rødbrun langur eller en orangutangunge. Hvis det er en orangutang, er dens (væsentligt større og farligere) mor sandsynligvis i nærheden, og det ville altså ikke være det fedeste, så det er måske bedst at lade være med at tage chancen og lade aben være i fred.

I andre områder, hvor der ikke findes orangutanger, findes man typisk grå langurer i stedet for rødbrune. Men i Tawau nationalpark findes hverken orangutanger eller grå langurer, kun rødbrune langurer, hvoraf hovedparten forbliver lyse. Hvad går det så ud på? Hypotesen er, at ved at forblive lyse, ligner de ufarlige langurer svinehaleaber, hvor de største og mest aggressive hanner er lyse i farven. Disse er også trælse for en træleopard at løbe ind i. Herunder ses en svinehaleabe, som vi mødte ved Kinabatangan.

Når det kommer til de rødbrune langurer, er der altså tale om en rigtig efteraber. Haha!

Efter nogle lidt langsomme dage på mangroveresortet, fløj vi tilbage til Kota Kinabalu, hvorfra vi troede, at vi havde booket ophold på Gaya Island. Det viste sig, at der var gået ged i den booking, og at vi egentlig slet ikke skulle bo på øen, men midt i KK. Det gad vi ikke igen. Så hellere køre op til vores elskede Mount Kinabalu, hvor Emils familie jo ikke havde været. Men inden da, ville jeg gerne have en læge til at kigge op Frej, fordi jeg syntes han havde været syg længe og indtaget for lidt mad og især drikke. Vi tog på privathospital med ham, og de anbefalede os at indlægge ham, fordi han var dehydreret.

Han fik lagt væskedrop, og der blev taget blodprøver for at tjekke for tropiske sygdomme som malaria og denguefeber, men heldigvis gik han helt fri. Han var simpelthen bare slået helt ud af (mande)influenza. Efter et døgn med drop, blev han udskrevet og havde det allerede bedre. Pyha!

Vi satte derefter kursen mod Kinabalu for at nyde vores sidste dage på Borneo der. Mere om det næste gang.