Vi valgte at tage de sidste to overnatninger på Kinabalu, fordi det var tæt på Kota Kinabalu, hvorfra vi skulle flyve et par dage senere. Oprindeligt var planen, at vi skulle have de sidste dage på Gaya Island lige ud for KK, men der var fejl i bookingen, og vi stod derfor for første gang på hele turen uden et overnatningssted. Søren (Emils far) ville meget gerne op og se bjerget, og vi ville egentlig også gerne tilbage og besøge det en sidste gang. Jeg har skrevet om vores første besøg på bjerget her og her.
Frej var stadig ikke helt på hægterne igen efter sin influenza, så vi brugte dagene på at slappe lidt af og vandre nogle ture i nationalparken og kigge efter dyr og orkidéer. Vejret var ikke ret fedt, det var koldt og tåget, for koldt til, at insekterne var specielt aktive. Her ses ‘udsigten’ til bjerget en af dagene:
Det er ved et mindesmærke for de 18 voksne og børn, som døde på bjerget under et jordskælv i 2015. Jordskælvet var det kraftigste i Malaysia siden 1976, det varede 30 sekunder og målte 6,0 på richterskalaen. 137 mennesker blev desuden reddet ned fra bjerget efterfølgende.
Trods den tunge tåge, fik vi faktisk et sjældent glimt af bjergets top en eftermiddag.
Vi besøgte dem botaniske have i nationalparken igen, og nu stod en masse andre orkidéer i blomst.
Og så bringer jeg også lige en rettelse! Sidst vi var på bjerget skrev jeg, at vi havde fundet den terrestriske juvelorkidé, som man kan få som stueplante i Danmark. Den var endnu ikke i blomst. Nu blomstrede den, og det viste sig, at jeg havde været lidt for hurtig. Det var nemlig en anden orkidé, som jeg ikke havde stødt på før, den er endemisk for Kinabalu og enormt fin!
Mens jeg om aftenen puttede mig under dynen og netflixede for hårdt (nogen skal jo blive hjemme og lytte efter ungerne!), var drengene ude i regnvejret for at se, hvad nationalparken kunne byde på i mørket. Der var et væld af forskellige frøer.
Den 30. december fløj vi fra Borneo til Kuala Lumpur. Det var en smuk flyvetur, og himmel og hav gik i et.
Øj det var med ret ambivalente følelser, for vi glædede os over, at vi snart skulle hele vejen hjem, men det var jo også trist at sige farvel til Borneo, som havde givet os så mange helt unikke og fantastiske oplevelser! Og ikke bare var vi færdige med Borneo, vi var også langsomt, men sikkert på vej tilbage til det grå Danmark og hverdagen igen.
Vi havde lige en dag i KL, da vi skulle flyve den 31. december. Den gik med at besøge den lille nationalpark inde i byen, Bukit Nanas, hvor vi lige kunne tilføje et sidste dyr til vores liste, nemlig den grå langur:
Tænk sig, herinde midt i KL er der en lille levedygtig bestand af grå langurer, en abeart, der lever af blade. Jeg har skrevet lidt om røde langurer her.
Vi startede jo også vores tur i KL for to måneder siden (og det skrev jeg lidt om her), og siden da havde seriøse mængder julepynt gjort sit indtog i storbyen.
Hvis man kommer fra Danmark og tænker, at lille København er en storby, så tror jeg man vil blive overrasket over, hvor stort og overvældende alting er i andre storbyer. Det er jeg i hvert fald blevet i både Kuala Lumpur og Bangkok!
Vi nåede da også lige at besøge de ikoniske Petronas Towers, som er verdens højeste tvillingetårne, og indtil 2003 var de højeste konstruktioner i verden! Det er svært at fornemme på billeder.
Tårnene har 88 etager og måler 451,9 meter!
Nytårsaften steg vi ombord på flyveren og tog turen hjemover.
Vi var lige lettet, da klokken slog tolv, og vi havde glædet os til at se fyrværkeriet fra luften. Det var lidt et antiklimaks!
Turen hjem gik bare så fint, ungerne sov hele vejen i flyet, og vi kom hjem til en glad hund. Vi er allerede i gang med at planlægge, hvis vi skal tage på eventyr næste gang…
Tak fordi I har fulgt med her på denne rejse!
Naturformidlerne 