Oprindeligt bragt d. 25/1 2019 i Haastrups lokale nyhedsbrev “Udkigsposten”.
For tiden er det rigtig koldt, og det betyder at vi kan være heldige at se forskellige fugle, som man ellers ikke ser så ofte. Dem kalder man for vintergæster, fordi de kommer til Danmark i løbet af vinteren. Nogle kommer dog kun fra nord, hvis vejret længere bliver rigtig koldt, og de kommer til at mangle føde. Et eksempel på sådan en gæst, som kan optræde i nærmest invasionsagtige antal, er silkehalen, en usædvanlig smuk og let genkendelig fugl. Den yngler i nåleskove i et bælte hen over den nordlige halvkugle, fra Finland henover Sibirien og i Nordamerika, men besøger altså gerne Danmark i større eller mindre flokke i søgen efter føde om vinteren. Silkehalens livret er bær, især rønnebær, men den spiser også alle mulige andre former for bær og frugter. Fælles for disse er, at de på nuværende tidspunkt har tendens til at være let gærede, og indeholder derfor gerne pæne mængder alkohol. Og så skulle man måske tro, at man kunne opleve de smukke fugle stavre stangstive omkring eller klaske mod ruderne, men i stedet for at flyve rundt med en konstant brandert på, har silkehalen udviklet en relativt stor lever. Denne forbrænder hurtigt de store mængder alkohol, som den kan nå at indtage på en dag, så fuglen forbliver klar i hovedet og i stand til at flyve fra spurvehøgen. Smart!