Forsinkelser og frustrationer

Vi har opholdt os lidt længere i Izmit end vi havde regnet med. Det skyldes, at vi troede, problemet med bilen var ordnet, men da vi prøvekørte den ned til byen lørdag eftermiddag, kørte motoren pludselig ujævnt igen. Da var det imidlertid for sent at nå omkring et autoværksted, og det kunne jo heller ikke lade sig gøre søndag. Så vi måtte finde tålmodigheden frem og få det bedste ud af dagene.

Tid til at lære at snitte
Og kigge efter edderkopper
I smukke omgivelser

Søndag havde vi nogle unge studerende med på en lille slangetur. De var kommet til campen dagen før og vi havde snakket med dem om aftenen i hovedhuset. Vejret var egentlig for dårligt til slanger, men de var helt vildt interesserede og havde vist ikke haft mulighed for at komme med naturnørder på slangetur før, så selvom vi kun fandt pindsvinelort og en stålorm, havde vi en virkelig god og hyggelig oplevelse. De tre af pigerne overvandt sig selv og holdt stålormen, mens den sidste nøjedes med at filme hele seancen.

Mandag gik med at besøge autoværksted, mens Lene, Søren og ungerne blev tilbage. Der blev fisket flere skrubtudser og frøer op af vandet, kigget på insekter og snegle og sovet til middag. Heldigvis viste det sig, at motoren kørte ujævnt, fordi der stadig var lidt fugt i nogle kabler efter fredagens sammenbrud, og som dagens gik tørrede det op, og nu kører bussen atter som en drøm!

Vi besluttede dog at køre tirsdag morgen i stedet, da vi havde en lang køretur foran os, inden vi når næste campingplads. Frustrationen over at komme endnu en dag bagud i tidsplanen voksede, og vi måtte finde på noget sjovt at lave. Derfor brugte vi det sidste af eftermiddagen på at gå op langs et lille vandløb i skoven, i håb om at finde en ildsalamander. Vi tog Phoebe, en australier, der arbejder frivilligt på campingpladsen, med.

Det tyrkiske forårsvejr er åbenbart lige så lunefuldt som det danske, og vi blev overrasket af et kæmpe tordenvejr. I løbet af ganske kort tid var vi totalt gennemblødte og måtte vende om, men Frej havde en fest og grinede hele vejen hjem, så alt var godt. Efter en tur under den varme bruser, kunne vi atter lune os ved bålet, hvor vi også måtte hænge alt vores tøj til tørre.

Opholdet hos familien, der for nylig har overtaget Zest for Life Eco Camp varede dobbelt så længe som planlagt, og selv om der har medført frustrationer og stress i forhold til tidsplanen, så har det også bragt os tættere på en skøn tyrkisk familie, som med mængder af sort te og kærlighed har givet os et fantastisk første møde med landet.

Familien var fantastisk hjælpsomme og hjalp os med bilen og andre småproblemer, og om aftenen blev vi inviteret med til hygge og musik i det store telt. Det var lidt trist at tage afsked med dem.

I skrivende stund er vi på vej østover gennem den centrale del af Tyrkiet. Vi er højt i bjergene, og der ligger stadig sne nogle steder. Op ad bakke skyder vi en topfart på 50 km/t, så vi kan godt forberede os på nogle timer i bilen! Vi er ca. halvvejs gennem Tyrkiet.

3 thoughts on “Forsinkelser og frustrationer

  1. Mikael Kristensen April 10, 2019 — 6:24 am

    Godt, at motoren nu spinder igen – god tur videre ud i verden og husk også at kigge op ;o)

    Like

    1. Det gør vi skam også! Det er bare svært at fotografere de skiderikker 😉

      Like

Leave a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.