Glædeligt gensyn med Sortehavet

I går brugte vi en stor del af dagen på at køre. Vi nåede atter til Sortehavets kyst (vi var også ved Sortehavet i Bulgarien) og gjorde holdt et par timer, så Manja kunne sove til middag i camperen, og vi andre kunne strække ben imens. Vi var nu nået ned fra de kolde bjerge og der var en fantastisk behagelig temperatur og solskin. Rundt omkring var der en masse sjove spor, og i planterne omkring vores lille lejr, kunne vi høre at det puslede.

Ved nærmere eftersyn viste det sig, at området var fyldt med græske landskildpadder, Testudo hermanii.

Det er altid sjovt at finde landskildpadder, fordi de trækker sig ind i skjoldet og er nemme at undersøge. Når man sætter dem på jorden igen, går der lidt tid, før de ’ræser’ afsted ind under de tornede planter. Den græske landskildpadde er også en art, der er nær truet, og bestanden er faldende. Det skyldes ødelæggelser af levesteder og især også, at de bliver indsamlet og solgt som kæledyr.

Vi fandt også denne smukke rudesnog, Natrix tessellata, en lille snogeart, som er stærkt tilknyttet ferskvand, og i sjældnere tilfælde også salt- eller brakvand ved Sortehavet.

Den kan være neddykket i timevis, og under vandet venter den på bytte i form af fisk, frøer eller haletudser. Arten er ikke giftig, men kan finde på at spille død, hvis den føler sig truet. I så fald udskiller den en fæl væske fra en kirtel i kloakken og vrider sig så den ser helt fjollet ud. Den adfærd kan man også se hos snogen, Natrix natrix, som vi kender fra Danmark, men rudesnogen tager lige bedraget skridtet videre – den begynder at bløde ud af munden for at fuldende illusionen om, at den er død og dermed ikke værd at bruge tid på!

Det blev da også til lidt fugle, men vi er desværre ikke de store fuglefotografer – så denne her er til dig, Mikael!

Det er en storspove, Numenius arguata , som med sit formidable næb kan følge sandormes gange og hive dem op.

Vi kørte lidt længere hen ad stranden og fandt et sted at overnatte.

Vi bemærkede, at sandet nogle steder var meget mørkt og havde metalglans, så vi hentede den meget kraftige magnet, som vi tilfældigvis har med. En enkelt tur gennem sandet, og den så sådan ud:

Sandet indeholder nemlig en masse metaller som titanium og magnetit, hvilket også gør det tungere – deraf navnet tungsand. Det kan man også finde i Danmark, men her var det bare i en ret ekstrem grad.

Se lige denne lille video af, hvor vildt det ser ud:

I skrivende stund kører vi langs kysten og har et par timers kørsel til Georgiens grænse. Måske når vi det i dag, og hvis ikke, så i morgen!