Første møde med Georgiens vilde natur

Fredag krydsede vi grænsen mellem Georgien og Tyrkiet og kørte ind i Mtirala Nationalpark i det sydvestlige Georgien. Nationalparken blev etableret i 2006 og dækker 15.698 hektar. Den blev oprettet for at bevare den fantastisk rige flora og fauna, som findes i den subtropiske skov. Vi er fuldstændig bjergtaget af den fantastiske natur.

Foråret er også først kommet rigtig hertil nu, og det betyder et væld af blomstrende planter, summende bier (mange vilde, men desværre endnu flere honningbier), fuglesang og lysegrønne træer. Det bliver meget tydeligt, hvor lidt begreb man som dansker har om, hvad vild natur er.

Vi har slået lejr på en primitiv campingplads ved besøgscentret i nationalparken. Da vi ankom, var der kun en gruppe på tre andre på pladsen. Da vi ville sige hej til dem, gik det op for mig (Lene), at den ene var en mand, jeg havde mødt på en hasselmusovervågningsworkshop i Nordtyskland i oktober! Hvad er oddsene lige?

Det var virkelig hyggeligt, Björn og hans to sønner havde været rundt i nogle forskellige nationalparker i Georgien i løbet af de sidste par uger, og vi fik gode tips til, hvor vi kan tage hen. Han havde tilmed sat kamerafælder og fanget bl.a. guldsjakal og hulepindsvin. Så vi gik en tur sammen med Björn og drengene for at sætte vores vildtkameraer op. En af dem blev sat nær floden i håb om at fange noget spændende.

Til aften lavede vi mad på et lille blikkomfur, som Emil købte i Rize i Tyrkiet. Jeg syntes godt nok det var lidt åndssvagt at skulle slæbe rundt på det, men jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt glad for det.

Her er ikke varmt vand, så da vi efterhånden ikke havde været i bad i 4-5 dage, var det ret lækkert at tænde op i komfuret, varme vand og så stå i kanten af floden og bruse sig over med dejligt varmt vand. Vi delte en gigantisk flaske øl med Björn (sjovt nok havde han gjort mig en stor tjeneste lige inden vi rejste afsted, og jeg skrev til ham, at jeg skyldte ham en stor øl!).

Lørdag morgen var det tid til at tjekke kamerafælderne. Og sørme om ikke vi fandt optagelser af den kaukasiske vandspidsmus, da vi tjekkede dem.

Lige i midten af billedet! Vi har videoer også, men internetforbindelsen tillader desværre ikke at uploader lige nu. Arten er endemisk for Kaukasus, hvilket betyder, at den ikke findes andre steder i verden. Vandspidsmusen er sjov, fordi den er et af de få pattedyr, som faktisk har giftigt bid, og derudover er man i gang med at undersøge, hvordan den bruger ekkolokalisering (det samme som flagermus og hvaler bruger) til at fange bytte under vandet. Som andre små pattedyr har den et enormt højt stofskifte, og den dør af sult, hvis ikke den får mad minimum hver tredje time.

Vi har haft mange andre fine oplevelser her i nationalparken, som vi forlader i morgen, men dem vil vi tage os mere tid til at beskrive i morgen – stay tuned!