Pelsede pattedyr og endnu en redningsaktion

Efter Mtirala nationalpark satte vi kursen mod Armenien for at besøge nogle af de nationalparker, hvor der rent faktisk kan være en lillebitte chance for at se en persisk leopard. Det blev til nogle meget lange køredage, ikke fordi vi skulle tilbagelægge ret mange kilometer, men fordi vejene nogle steder er ekstremt dårlige.

Til gengæld er udsigten flot!

Den første nat slog vi lejr nær et lille kloster i den gigantiske nationalpark, som dækker mere end 1 % af Georgiens samlede areal. Her satte vi vildtkameraer op, lavede mad over bål og gik til ro.

Vi gik lidt på opdagelse og fandt masser af den parasitiske plante, skælrod Lathraea squamaria, som snylter på rødder af forskellige træer, f.eks. hassel og elm.

Fordi skælrod er en snylter, har den ikke klorofyl, som andre planter.
Smuk løbebille

Dagen efter hentede Emil kameraerne ind tidligt om morgenen. Det viste sig, at der havde været drama i trækronerne, mens vi havde sovet sødt. Han fandt en lille grå pelsklump i skovbunden, og først troede han, at dyret var dødt. Som han nærmede sig, vågnede klumpen dog op og sprang imod ham for at bide ham. Det var et lillebitte persisk egern, Sciurus anomalus!

Det persiske egern er gråt på ryggen, sandfarvet på maven og rødt på hoved, hale og poter.

Ved dens side lå dens bror eller søster og var bidt ihjel, muligvis af et hanegern, der havde fundet reden.

Den overlevende unge var afkræftet og underafkølet, og selvom vi egentlig er fortalere for at lade naturen gå sin gang, så var det mere end vi kunne bære! Så vi varmede den lille makker og tilbød den noget mælk og bladskud.

P1110084

P1110099

Det hjalp gevaldigt, og vi håber egernet blev genforenet med sin mor i skoven.

Da vi tjekkede kameraerne, kunne vi se, at det absolut ikke kun var i trækronerne, der havde været gang i den. Det ene kamera havde fanget en guldsjakal, Canis aureus, der havde fået færten af de leverpostejsrester, vi havde lagt ud.

PTDC0022

Guldsjakalen havde vi faktisk også set dagen før, da vi kørte afsted i lavlandet.

guldsjakal

Umiddelbart kan guldsjakalen måske ligne en ulv lidt, men den er meget mindre (vejer op til 15 kg) og kendes på den korte hale, lange krop og tilspidsede, smalle ansigt. Den er hjemmehørende i Sydøsteuropa og længere østover gennem Asien, men lige nu breder den sig gennem Centraleuropa, sikkert grundet ulvens fravær (hvor der er ulve, er der ikke guldsjakal), og er dokumenteret nogle gange i Danmark i de senere år. Guldsjakalen er et rovdyr, men er meget opportunistisk og lever også i høj grad af ådsler og frugter alt efter, hvad sæsonen og levestedet byder på.

På det andet kamera var der sørme også bid! Her havde en fræk lille grævling, Meles meles, aktiveret kameraet, og selvom de også kan ses i Danmark, så er de jo altid hyggelige at støde på.

De er nataktive og sky, så man ser dem oftest liggende i siden af vejen efter sammenstød med en bil. I Danmark er arten vores andetstørste rovdyr, hvilket den langtfra er her, hvor der både findes brun bjørn, los, ulv osv. Men at kalde den et rovdyr er måske også lidt en overdrivelse… den ser dårligt og er ret kluntet, så hoveddelen af kosten består af regnorme og insektlarver, som den supplerer med blandt andet padder, smågnavere og æg fra jordrugende fugle.

Herfra går turen videre til Khosrov Forest State Reserve, som er hjemsted for én eneste leopard – den vil vi forsøge at finde.

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close