Mod nord til kultur, vin og kæmpestålorm

Hermed en update på hvordan de sidste dage er gået. Der er sket en del, men ikke så meget på natursiden. Sidst skrev jeg, at vi ville køre længere sydpå i Armenien, men den plan blev ændret, så vi i stedet kørte nordpå til Georgien igen. Det skyldtes, at vejret var virkelig dårligt i Armenien, lige så langt øjet rakte, omkring 0-3 grader og sne og slud, og det måtte vi erkende bare ikke var fedt, slet ikke med børnene, der var våde og kolde meget af tiden. Til gengæld ville vejret omkring Tbilisi blive bedre et par dage senere. Så vi satte kursen nordpå, men inden da var fulgte vi nogle små skilte ud til et udkigspunkt for bezoargeder. Skiltene ledte hen til en lille privat grund, og vi blev modtaget af en ældre herre. Han viste os ned gennem haven til en lille terrasse, som er bygget for midler fra den armenske og norske regering. Her var ca. verdens bedste udsigt!

Med det samme spottede han tre større flokke af bezoargeder, Capra aegagrus, som græssede på bjergsiden.

Gederne, som tilhører gedeantiloperne, er stamformen til vores tamgeder, og de udgør vigtigt bytte for eksempelvis ulve og leoparder . Ifølge rangere flere steder, skyldes leopardens fravær nærmere krybskytteri på gederne end på leoparden selv. Gederne er vurderet sårbare, fordi de er sjældne eller udryddet i store dele af deres tidligere udbredelsesområde, og trues af bl.a. habitatødelæggelse og krybskytteri i deres nuværende udbredelsesområde. I beskyttede områder af Armenien, kan man dog stadig være heldig at se de elegante geder.

Også armenerne er enormt gæstfri, og selvom vi ikke rigtig kunne tale sammen, så bød bezoargede-manden os indenfor til kaffe.

Herfra gik turen de knap 400 km mod Tbilisi, hvor vi ville tilbringe nogle dage i byen, mens vi ventede på forårsvejr.

Der er saftsuseme koldt i de armenske bjerge!

Tbilisi er Georgiens hovedstad og har ca. 1,1 mio. indbyggere. Den er virkelig et besøg værd! Byen er fyldt med fortidsminder, smukke kirker, kringlede gader, lækker mad og hyggelige vinbarer.

Holy Trinity Cathedral

Helligt vand direkte fra hanen!

Her står det meget tydeligt, at Georgien har en ældgammel og stolt tradition for at lave vin, og der udbydes eksempelvis vinture i bus, hvor man smager på de lokale lækkerier, mens man kører omkring i den halvfarlige trafik.

Amen!

Det kunne være man skulle tage hertil uden børn engang?

Efter to dage i byen, var der endelig udsigt til bedre vejr, så vi kørte omkring en time nordpå til Tbilisi nationalpark, Georgiens ældste nationalpark (1973) på omkring 21.000 hektar. Vi kørte lidt omkring i håb om at finde en rangerstation, men det lykkedes ikke. Vi gik lidt ned af en lille vej, hvor vi mødte en ældre mand, Ivan, der som det naturligste i hele verden tilbød os at campere på hans grund. Her bor han sammen med sin gamle mor, tre hunde, en ko (for en måned siden var der to, men ulvene i bjergene tog den ene), og en hel masse høns under nogle meget primitive, men hyggelige forhold.

Ivans mor læste lidt russisk poesi op for os, og Ivan bød os på hjemmebrygget vin fra tønden under halvtaget.

Her blev ca. 200 kg druer lagt i september, og vinen drikkes direkte fra tønden uden nogen dikkedarer. Han fortæller, at han om nogle dage er vært for en en sammenkomst i anledning af en større georgisk ortodoks højtid, og her lægger folk lidt penge, som han og hans mor klarer sig for resten af året.

Vi gik lidt på opdagelse på hans grund og i den udtørrede flod ved siden af.

Der vendes sten i den udtørrede flod. Der er overraskende meget liv under de sten!

I løbet af ganske kort tid, fandt Emil denne kæmpestålorm, eller scheltopusik (hvilket er russisk og betyder gulmavet), Pseduopus adopus, som vi også tidligere har fundet i Grækenland.

Smukke øjne!

Måske ligner den ved første øjekast en slange, men det er altså faktisk et firben uden ben, ligesom stålormen som vi kender fra Danmark – det ses blandt andet på de synlige ører og tilstedeværelsen af øjenlåg. Denne er bare enorm i forhold til vores danske. Den lever af snegle, som den kravler omkring i græsset og guffer, og dem er her også så rigelig af!

På engelsk kaldes kæmpestålormen for glass lizard, hvilket refererer til dens tendens til at smide halen, hvis den gribes om den, ligesom det kan ses ved andre firben. Den gør det dog ikke i så høj grad, men hvæser og bider hellere i første omgang. Det siges, at halen kan gå i mange stykker (som knust glas), hvorefter dyret kan samle sig igen… De bliver overraskende gamle i fangenskab, og Jonathans far har en på omkring 50 år på sit museum i Sydfrankrig.

Stolt Frej, der skal holde kæmpestålormen lige som far

Nu vil vi nyde det gode vejr og se om vi kan finde en god sti ind i nationalparken.

I øvrigt har vi haft vildtkameraerne oppe i nat, og der var ca. en million guldsjakalbilleder på, hvilket måske forklarer, hvorfor Ivans hunde holdt os vågen indtil kl. 4 i nat!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close