Som vi tidligere har skrevet, så har det danske firma Herocamper været så venlige at stille en af deres smarte små campere til rådighed for os, mens vi er afsted på ekspedition. I dette indlæg, vil jeg fortælle lidt mere om de erfaringer vi har fået med vognen.
Når vi tidligere har været afsted på tur, har bilen typisk fungeret som vores base med tagteltet på taget, men det giver den ulempe, at man skal pakke lejren sammen, hvis man skal på udflugt i området eller ind at handle ind, og det har ofte været en lidt begrænsende og irriterende omstændighed. Herocamperen har givet os muligheden for at sætte en lejr op, som vi kan køre fra uden at skulle pakke en hel masse sammen.
Samtidig giver det os også muligheden for at dele os op, eksempelvis hvis Manja skal sove, eller hvis vi skal på jagt efter farlige slanger. En af os kan blive tilbage med børnene, mens de andre tager afsted på tur, hvilket giver os større mulighed for at opfylde både voksnes og børns behov.

Vi har jo også en del udstyr med, og det er rigtig rart for os at kunne have plads til ekstra udstyr i camperen, så bilen ikke bliver alt for proppet – vi bruger jo en del timer i den! Samtidig har vi haft mulighed for at lade kameraer mm., hvilket vi ellers ikke ville have haft mulighed for.
Herocamperen er af modellen Ranger, og det har været en stor fordel for os, at den er egnet til offroadkørsel. Vi har ikke kørt vildt meget offroad, men i de fjerne afkroge af Kaukasus, er vejene ufatteligt ringe, og det ville være umuligt at køre der med en almindelig camper. Vi har indimellem tvivlet lidt på, om camperen mon ville klare de kæmpehuller og uvejsomme terræn, som vi er stødt på, men hver eneste gang, har den klaret strabadserne.
Vores ekspedition har bragt os højt op i de kaukasiske bjerge, hvor der stadig ligger sne, og det har ikke været noget problem at holde varmen i den isolerede kabine.
Omvendt har isoleringen også været rigtig god, når vi har opholdt os varme steder, især om morgenen har det været rart, at der ikke blev for varmt inde i camperen, når solen stod på.

Alt i alt er vi glade for at vi har slæbt camperen med hele vejen til Kaukasus 😉