Kameledderkopper, ormeslanger og slanger med lange, tynde tissemænd – Hej igen Tyrkiet!

Det er et stykke tid siden vi har haft mulighed for at skrive noget på bloggen, så her følger lige en længere redegørelse – følg med så langt du kan 😉

Efter fortryllende dage i Vashlovani nationalpark (på trods af mangel på stumpnæsede hugorme), tog vi til det nærliggende Eagle Canyon, som også hører under Vashlovani protected areas.

Området er et mindre naturområde, som er kendt for at have gode muligheder for at se rovfugle og gribbe samt sort stork. Og allerede næste dag så vi da også sorte storke som noget af det første. Derudover så vi også gåse- og ådselsgrib. Vi gik en tur op ad klipperne og så fantastisk mange forskellige vilde blomster, og det er jo noget man som naturnørd altid bliver glad for! De mange vilde blomster betyder nemlig mange forskellige insekter.

Både Frej og Manja har lært noget af deres mor og sætter sig ned for at kigge på blomsterne og dufte til dem. Manja vil gerne plukke de lyserøde, men Frej siger ”Nej Manja, de skal blive stående, så der er mad til bierne’, og så bliver jeg så pavestolt, at jeg er lige ved at revne. Manja derimod, stikker i et hyl, og sådan går det hele dagen 😊

Vi fandt endnu en Elaphe sauromates, snogen uden dansk navn, som jeg skrev om sidst, og da jeg stod og viste den frem til ungerne, kom hyrden, som holder til i området. Han virkede tydeligvis oprevet over at jeg stod med en slange i hånden og lod mine børn komme tæt på, og vi forstod ikke hinanden, men han gestikulerede, at slanger jo er meget farlige.

Jeg løb ind efter vores slangebog for at vise ham, at jeg havde styr på hvilken det var, og han slappede lidt af, mens han bladrede i bogen. Han viste mig billeder af den stumpnæsede hugorm, og vi kiggede på forskellen på de to slanger. Det var ret tydeligt, at han var meget bange for alle slanger, fordi han troede de alle var farlige. Han slog dem alle ihjel, og jeg håber, at han fremover måske vil genoverveje det, hvis han kan kende forskel på dem. Senere kom han tilbage med sin lille dreng, og Frej legede med ham hele eftermiddagen – sprog var overflødigt.

Om aftenen oplevede vi, at bjergsiderne hele vejen rundt om os kom til live i mørket, da guldsjakaler i hele dalen begyndte at hyle! Det lød helt vildt, og det var en ret intens oplevelse. Koncerten afholdes for at flokken kan sikre territoriet og styrke de sociale bånd, præcis om ved ulve. Lyt med nedenfor:

Et par dage senere satte vi kursen mod vest. Der skulle komme et par dage med regn, og vi havde besluttet at bruge det meste af dagene på at køre. Vi kom forbi byen Gori, Stalins fødeby, og den kan man jo naturligvis ikke køre forbi uden først at kigge forbi Stalinmuseet.

Næste dag krydsede vi grænsen til Tyrkiet, en proces som tog et par timer, mestendels fordi Emil ikke kunne finde nøglen til camperen, så de kunne kigge ind i den. Det lykkedes dog til sidst, men ventetiden var lang, og Frej var træt og blev ramt af den mest hjerteskærende hjemve, mens vi ventede. Han ville bare hjem og havde troet, at vi ved grænsen til Tyrkiet ville være ved lufthavnen og kunne flyve hjem til farmor. Det sværeste ved at rejse med ham er at han længes hjem, og det bliver værre med tiden. Heldigvis har vi lavet en aftale med super-farmoren om, at hun flyver herned den 19., og har de sidste dage med os, og nu er Frej ved bedre mod.Nå, men bortset fra hjemveen, så var det nu meget sjovt ved grænsen. Alle betjentene stimlede sammen for at se på bilen, hilse på os og knibe børnenes kinder. Og en flok iranske roere, som havde været til konkurrence kom forbi og tog billeder, gav os armbånd og inviterede os til Iran. Og sådan er det generelt, hver gang vi møder nogen her i Tyrkiet, alle er bare sindssygt imødekommende, nysgerrige og venlige.Vi slog lejr tæt ved grænsen efter den lange eftermiddag, og her fløj en lærkefalk lige hen over os. Igen er det ærgerligt, at vi ikke har bedre fotoudstyr!

Vi kørte videre mod et ørkenagtigt område, som så ud til at være spændende, og som lå på vejen over til den del af Aserbajdsjan, som vi skal ind i efterfølgende. Køreturen var ret lang, men hen på eftermiddagen nåede vi til et sted, som så vildt spændende ud med mange store sten. Og under sten finder man altid spændende ting! I løbet af meget kort tid havde vi fundet en ormeslange, Typhlops vermicularis, en stor kameledderkop og en lille skorpion.

Og det var ret heldigt, for så kom der et par soldater forbi og påbød os straks at køre derfra, fordi det åbenbart var militært område.

Ormeslangen minder den om en stor regnorm, men når man kigger nærmere, kan man se, at den ikke har regnormens karakteristiske leddelte krop, men derimod skæl. I hovedet kan man skimte de små øjne, som er dækket af skæl og dermed ubrugelige. Ud af munden kommer med jævne mellemrum en lille tunge. Jo jo, det er skam en lillebitte slange, som lever sit liv under sten, hvor den jager smådyr som myrer og andre insekter. Når sommeren er varmest, graver den dog gange dybere ned, som den forsvinder i, og i den periode er den nærmest umulig at finde, så vi var heldige! Den hører til nogle af de allermindste slanger i verden, og flere af arterne er endemiske og har meget begrænsede udbredelsesområder.

Og når nu vi snakker om dyr, som ligner noget de ikke er, så er kameledderoppen faktisk heller ikke en edderkop! Den er en spindler, ligesom edderkopper, mider og skorpioner, men tilhører sin egen gruppe, solifugae.

Kameledderkoppen lever også et skjult liv og går på jagt om natten. Med sine kæber fanger den små byttedyr, som den gylper fordøjelsesenzymer ud over, for så at tygge byttet til en omgang snask, som den kan suge ind i munden. Navnet kameledderkop kommer af den gamle myte om, at den kan indhente en galoperende kamel og spise dens mave, og de blev berømte under Irakkrigen, fordi der florerede falske billeder af gigantiske individer. I virkeligheden bliver de ikke større end omkring ti cm. En anden myte lyder, at hvis spindleren kravler ned i soldatens sovepose og bider ham, så vil han få sovesyge og sove i tolv timer (smart, ikke?).

Vi slog lejr på en lille brakmark ved nogle eksotiske røde bjerge i fabelagtige omgivelser.

Om morgenen og aftenen er alting de mest vidunderlige pastelfarver, bjergene i orange og grønne nuancer, og de nyudsprungne træer og buske i lysegrønne, gule og lyserøde nuancer.Vi gik igen på opdagelse. I løbet af en times tid, havde vi fundet tre slangearter, to slags tudser, to bombardérbillearter, lille guldløber, nogle store rovtæger og mange andre spændende ting. En ung hyrde fulgte med os rundt, fordi han syntes det var spændende at se hvad vi fandt.

Her er en lillebitte dværgsnog, Eirenis collaris, endnu en slange, som har for vane at gemme sig under sten.

Den bevæger sig ret langsomt og er en rolig og ugiftig slange, som ikke bliver tykkere end en blyant og længere end omkring 35 cm. Vi fandt ovenikøbet en unge, hold nu op hvor var den bare lillebitte og fin! Man kan sige hvad man vil, men slanger kan altså godt være nuttede. Basta.Og her en ung øglesnog, Malpolon insignitus, som også gemte sig under en sten.

Den er faktisk svagt giftig, men skal virkelig gøre sig umage for at bide igennem menneskets hud, fordi gifttænderne sidder bag i munden. Øglesnogen er territorial og markerer sit territorium ved at lave et feromonspor rundt om det. Det er nemlig rart på forhånd at have styr på, hvem der har retten til hunnen i området, når ens hemipenis er så tynd og lille, at den ikke kan hæfte sig i fast i hunnen, hvis der skulle opstå slagsmål med en anden han under parringen! Og det der med at slanger ikke er søde? Helt frem til æglægningen giver hannen alt sit bytte til hunnen og eskorterer hende, når hun selv er på jagt helt frem til æglægningen! Det er da sødt 😉Endelig fandt vi også denne unge rudesnog, en art jeg har skrevet om tidligere, da vi har mødt den flere gange.

Og fugle var der også nok af. Jeg var meget tidligt oppe en morgen og fik den vildeste koncert af de mange hætteværlinger, som bor i området. Desværre kan jeg ikke komme til at lægge billeder op fra kameraet lige nu, så man må lige have storkene, ellekragen og de andre fugle til gode.

 

Flere forskellige hyrder kom forbi, og alle var henne ved lejren og sige hej. En mand i en bil stoppede op, rakte os et brød og kørte så videre, bare fordi han syntes vi skulle have frisk brød.En eftermiddag kørte vi en lille tur til en nærliggende landsby for at se om vi kunne finde en butik at handle lidt forsyninger i, og da vi spurgte nogle om vej, viste det sig, at de solgte lidt snacks osv. i deres hus. Vi blev budt indenfor til kaffe, og straks stod folk fra alle de nærliggende huse og hilste på os med slet skjult (men venlig) nysgerrighed. Den unge pige, som havde budt os indenfor, studerer engelsk og derfor var det muligt at kommunikere lidt med hende. Hun fortalte, at der aldrig kommer fremmede på disse egne, så derfor syntes de alle, at det var meget spændende. Hendes mor kom med hjemmelavet brød til os, og selvom vi gerne ville betale, så insisterede de også på at give os en ordentlig klump hjemmelavet ost som gave.

Endnu en gang ærgrede vi os over ikke at have medbragt noget, som vi kunne give disse fantastiske mennesker i gaver. Det kan virkelig anbefales at gøre sig nogle overvejelser omkring dette, hvis man skal rejse i de områder vi har været i, da man vil opleve den vildeste gæstfrihed fra relativt fattige mennesker. Og lige nu, mens jeg sidder i bilen og skriver dette og Manja sover, kommer en mand med brød, ost og te til mig!Nu sætter vi kursen mod Aserbajdsjan og giver den et sidste skud med den skide persiske leopard – tiden er jo ved at løbe fra os!