Keglehovedet, magikeren og den flyvende løve

De seneste dage har den ikke stået på så forfærdelig meget natur. Lørdag var store vaskedag, da vi havde muligheden for at vaske sengetøj (og jeg tænkte det kunne være rart for Maiken, som ikke har været med til at svine sengetøjet til, at komme i noget rent!). Imens vi vaskede, tog Emil og Jonathan op i en lille nationalpark lige uden for Alanya. Her fandt de en lille skink,

og en ferskvandskrabbe,

Og et kæmpetusindben:

Igår forlod vi campingpladsen om formiddagen med retning mod vest. Planen er, at vi skal ramme Istanbul den 23. maj. Emil og Jonathan kører derfra den 24. mod Rumænien, mens Maiken, ungerne og jeg flyver hjem den 26. Vi er alle samlet igen i Danmark den 30. maj.

Vi nåede til en strand, som ligger ret øde hen, og her har vi brugt dagen i dag på at gå på jagt efter især insekter.

Dagen startede ret fint. Først havde vi besøg af små skildpadder i lejren.

Da jeg var på vej ud i skoven for at tisse, så jeg en stor rovtæge lande i nogle blomster, og da jeg bøjede mig ned for at kigge nærmere på den, fik jeg øje på en virkelig flot knæler, Empusa pennata, på engelsk kendt som conehead mantis.

Knæler
Rovtæge

Den havde selvfølgelig valgt at sidde i blomsterne, fordi det er et godt sted at vente på bytte. Her sidder den så, godt kamufleret, og når et andet insekt kravler forbi, griber den det lynhurtigt med sine kraftige forben og æder det levende. Knælere bruger synet, når de skal fange bytte, og derfor har de gode øjne, og man kan opleve følelsen af at blive betragtet af knæleren, fordi den drejer hovedet efter én, når man bevæger sig forbi den.

Nå, men efter det fund, skulle jeg jo stadig tisse, så jeg gik ud i skoven og satte mig ved siden af et træ. Som jeg sad der med bukserne omkring anklerne, kunne jeg høre en lillebitte puslen fra træet. Under barken kunne jeg se den umiskendelige form af en skorpions bagkrop.

Kan du se noget i sprækken?

Da jeg havde samlet bukserne op, kunne jeg selvfølgelig ikke dy mig for at pille i barken, og der sad den fineste lille skorpion og var i gang med at æde den edderkop, hvis hjem den var trængt ind i.

En god generel huskeregel for skorpioner er, at jo mindre klosakse, jo mere giftig, fordi den bruger sin gift frem for klosakse til at nedlægge bytte.

Ja okay, så er man jo allerede godt kørende på kryb inden morgenkaffen, så efter den var indtaget, gik vi på opdagelse i engen omkring lejren. Der gik ikke længe før vi havde fundet endnu et virkelig sejt insekt, nemlig denne græshoppe, Saga pedo.

Dette er blot et ungt eksemplar, når de er fuldvoksne, måler de 6-7 cm. Arten er på mange måder virkelig funky! For det første er det en rovgræshoppe, som jager sit bytte om natten. Her kravler den afsted i lav bevoksning, og på engelsk kalder man den også ‘spiked magician’ fordi den tilsyneladende tryllebinder sit bytte med sine forførende armbevægelser, inden det griber det og æder det levende.

Ud over sine trylletricks, er rovgræshoppen rimelig cool, fordi den ikke giver en skid for hankønnet; nærmest hele bestanden er af hunkøn, som blot kloner sig selv, i stedet for at være afhængige af hanner at parre sig med. Æggene lægges i jorden med en lang sabelagtig læggebrod, og her kan de ligge i op til fem år, inden de klækker under de helt rigtige omstændigheder, så det passer med et boom i græshoppebestanden – så er der nemlig rigeligt med byttedyr! S. pedo er kritisk truet i Europa, fordi dens levesteder forsvinder og fragmenteres.

Emil fandt en tyrkisk gekko, og vi har undret os over, at vi ikke har fundet flere gekkoer på turen – dem plejer vi ellers finde mange af, næsten uanset hvor vi er. Hør Emil fortælle om gekkoen i klippet herunder:

Og så kan det godt være, at vi ikke fandt leoparden, men hvis der er én ting vi har fundet mange af, så er det løver.

Myreløver! Det er fantastiske skabninger, som lever deres første del af livet gravet ned i sand. Her laver de en tragt, som intetanende myrer risikerer at falde ned i.

I bunden af tragten stikker myreløvens store kindbakker frem og griber myren. Hvis myren ikke falder ned til bunden i starten, kaster myreløven sand op på den, så den falder ned.

Den voksne myreløve er en netvinge, som er tæt beslægtet med guldøjet, som vi kender fra Danmark. Den flyver rundt i de varme timer om dagen for at lede efter mager, og vi var heldige også at fange en voksen i dag. Dette er dog en anden art end den, som laver tragtene i sandet.

Herunder kommer lidt billeder af de kryb, som vi ellers fandt.

Rovtæge med fangst

Springedderkop
Tungeorkidé, Serapias sp.

I morgen har vi atter en køredag foran os. Vi har besluttet at besøge familien i Izmit igen inden vi forlader Istanbul. Læs Forsinkelser og frustrationer.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close