Hen over skovbunden tonser en pansret kampvogn afsted. Oversiden er sort med blåligt skær, mens undersiden er skinnende blå. Kursen er sat direkte mod en frisklagt kolort, og der er ingen tid at spilde!
Den lille kampvogn måler kun omkring to cm og går under navnet skovskarnbasse.

Når han når sit mål, er næste opgave at finde en dame, som synes han lever op til hendes forventninger, så de kan komme i gang med lortearbejdet. Skovskarnbassens afkom lever nemlig af lort, og selvom man måske ikke lige skulle tro det, så er det faktisk en eftertragtet vare i naturen. Det skyldes, at lorten indeholder ret meget næring i forhold til andre ting i omgivelserne.

Skarnbassen konkurrerer med mange andre dyr om kokassen. De mange møgbiller og deres larver lever også af lort, ligesom larver af gødningsfluer, møggravere og andre møgdyr.


En del dyr lægger deres æg direkte i kokassen, og så handler det ellers bare om at æde så meget som muligt så hurtigt som muligt. Skarnbassens strategi er dog snedigere.
Nu kommer der et scenarie, som nogle måske kan genkende: vores han-skarnbasse har overbevist damen om, at han er værd at satse på, og nu skal han bestå prøven. Så mens hun sørger for, at hjemmets rammer er i orden, sørger han for at indsamle mad til afkommet. Hunnen graver nogle lange gange ned under kokassen, og ud fra hovedgangen laves nogle små kamre. Imens arbejder hannen ovenpå med at rulle nogle kugler af lort, som han transporterer ned til hende.

Hun placerer kuglen i kamret og lægger et æg i den. Når larven klækker af ægget, kan den i fred og ro mæske sig i lorten, indtil der ikke er mere, hvorefter den forpupper sig. Året efter klækker pupperne, og en ny generation skarnbasser ser dagens lys.

Der findes fem arter af skarnbasser i Danmark, hvoraf skovskarnbassen nok er den mest almindelige. Glat skarnbasse kendes nemt, fordi dækvingerne er helt glatte.

Næste gang du synes dit liv stinker lidt, så send lige en lille tanke til skarnbassen!