Hvad er det vi laver med de hasselmus?!

Jeg bliver ofte spurgt, hvad det i grunden er, jeg laver, når jeg render rundt ude i Svanninge Bjerge og kigger på hasselmus – det lyder jo meget hyggeligt, men hvad er egentlig meningen med det hele? Forskningen, som jeg udfører for Naturama, det zoologiske museum i Svendborg, er med til at give os værdifuld viden om hasselmusen, som er et af Danmarks mest truede og sjældne pattedyr. Det er en art, som vi ikke ved ret meget om, og det skyldes i høj grad, at den er svær at arbejde med.

Et syn som dette er virkelig sjældent og usandsynligt. De fleste mennesker vil aldrig få muligheden for at se en hasselmus grundet dens flygtige livsstil.

Bestandstætheden er typisk meget lav, måske kun på 2-4 dyr pr. hektar i gode habitater. Derudover er den nataktiv, færdes oftest i krat og trækroner og træffes kun i sommerhalvåret. Og så er den jo heller ikke på størrelse med en elefant. Den vejer typisk 15-20 g hen over sommeren og når den dobbelte vægt i løbet af efteråret. Med andre ord er den latterligt svær at finde!

Om vinteren sover hasselmusen i reder på jorden. Her er den praktisk talt umuligt at finde!

Nå, men tilbage til det med forskningen. Vi forsøger nemlig at se på forskellige ting. For det første laver vi fangst-genfangstundersøgelser, som kan give os et estimat for, hvor mange hasselmus, der er i området. Metoden består i at gennemgå alle hasselmuskasserne i Svanninge Bjerge, ca. 650 stk., to gange. Hasselmusene er nemlig glade for at lave deres reder i kasserne, hvorved de også bliver meget nemmere for os at finde.

Naturlig rede i brombærkrat. Svære at finde og svære at komme i nærheden af.
Til gengæld er det nemt at fange pelsklumperne, når de bosætter sig i kasserne.

Første gang mærkes alle hasselmus med en øretatovering, og vægt, alder og køn noteres.

Først laves der huller.
Og derefter smøres der tatoveringsfarve i hullerne.

Ved anden gennemgang af kasser registreres det, hvor mange hasselmus, der er genfangster (med øretatovering), og hvor mange der er nyfangster (uden øretatovering).

I modlys kan hasselmusens nummer aflæses. Tatoveringsmetoden er langt mindre invasiv end andre mærkningsmetoder som f.eks. mikrochipning eller klip af tåled.

Antallet af fangster, genfangster og nyfangster anvendes til at beregne et bestandsestimat, så vi kan følge med i bestandens udvikling.

Derudover håber vi at få midler til at følge de enkelte individer over en årrække fra vugge til grav. Det vil nemlig kunne give os en type data, som vi kan bruge til at opstille såkaldte ‘life tables’. Her kan man udregne hvad (og holde nu godt fast!) den aldersbetingede reproduktionsrate og mortalitet er.

Denne unge på omkring to uger er for lille til at blive mærket. Havde den været lidt ældre, havde den fået en tatovering og kunne være blevet fulgt fremover.

Med andre ord, kan vi få et indblik i, hvor mange unger en hasselmus får afhængig af, om den er 1, 2, 3 år eller ældre, og samtidig også, hvor stor risikoen er for at den dør. Den viden kan vi bruge til at opbygge modeller for udviklingen af bestanden ved forskellige scenarier, hvilket er et godt redskab, når man skal sikre sig den bedste forvaltning af en art. Lad os nu sige, at der skal bygges en ny motorvej, som kløver en bestand i to. Med viden om bestandsdynamikken, kan vi forudsige, om de to delbestande vil uddø eller bestå.

Endelig giver den fortløbende forskning viden om hvilke skovtyper hasselmusen foretrækker (eksempelvis har vi aldrig fundet hasselmus i pyntegrønt) og mulighed for mange andre mindre studier i eksempelvis aktivitet, territoriestørrelser og konkurrence med andre arter. Al håndtering af hasselmus kræver i øvrigt en speciel tilladelse fra Miljøstyrelsen.

Denne unge hasselmus er dræbt af en halsbåndmus, den værste konkurrent.

 

Hvorfor er hasselmusen truet?
Hasselmusen har en naturlig lav bestandtæthed, så for at bestandene kan opretholdes uden indavl, er store sammenhængende naturområder essentielle. Arten er knyttet til skov, men de lange ensartede rækker af bøgetræer og nåletræer, som produktionsskovene byder på, er langt fra optimale for hasselmusen. Da den lever af blomster, insekter, bær og nødder og ikke samler forråd som f.eks. halsbåndmusen, er den afhængig af, at der er en stor variation af planter, så den hele tiden kan finde mad. Derudover vil den helst bygge sommerreder i hulrum, eksempelvis i store gamle træer, hvilke også er en mangelvare i de danske skove. Lysåbne skove med tæt undervækst af brombær, hassel og andet krat synes at være gode habitater, men det er alligevel ikke altid her vi finder dem – arten er generelt gådefuld! Forskelligartede læhegn kan også være fine steder at bo for en hasselmus, men endnu vigtigere, så udgør læhegnene bindeled mellem skove, så der kan udveksles gener. Nedlæggelsen af læhegn igennem de senere år, kan altså få katastrofale konsekvenser for små bestande, som herved bliver isolerede.

Hvorfor skal vi passe på hasselmusen?
Ind imellem møder jeg mennesker, som forholder sig kritisk til, hvorfor der skal anvendes ressourcer på at bevare hasselmusen. Og det er virkelig svært at give folk det svar de gerne vil have, nemlig af hasselmusen ‘gør godt for noget’ – et synspunkt der udspringer af menneskets nyttesyn på naturen. Det gør den nemlig ikke. Den er heller ikke skidt for noget. Den er i bedste fald komplet ligegyldig og under alle omstændigheder totalt undværlig. Der er ingen andre dyr, der er afhængige af hasselmusen (måske lige med undtagelse af hasselmusens lopper) og ingen planter hvis frø ikke bliver spredt uden hasselmusens hjælp. Hasselmusen kan dog ses som en paraplyart, fordi den stiller krav om store leveområder af god kvalitet. Dermed passer man automatisk på en masse andre arter, hvis man passer på hasselmusen.

Forskelligartet skov med mange plantearter, aldre og strukturer burde være opskriften på det perfekte habitat, men hvilke andre faktorer spiller ind?

Alligevel er arbejdet helt obligatorisk i mine øjne. Hasselmusen uddør nemlig i yderkanterne af sit udbredelsesområde, og vi ved ikke helt hvorfor og hvor hurtigt. Vi ved, at fjernelsen af læhegn, som forbinder skove og forringelse af skovenes kvalitet spiller en rolle, men selv i nogle af de områder, hvor man aktivt har arbejdet med forbedring af habitaterne, forsvinder hasselmusene. Vi vil gerne vide hvorfor, så vi kan gøre det bedre fremover. For selvom hasselmusen ikke betyder noget som helst for nogen, så vil Danmarks natur blive enormt meget fattigere, hvis charmetrolden forsvinder. Kig du dybt ind i øjnene på den, og fortæl mig at du ikke er enig!

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close