Richards Bay tur/retur

Dag 7-11
Tidlig morgen stod Søren og jeg igen op for forhåbentlig at gentage gårsdagens succes inden vi skulle videre. Vejret var blevet køligere og mere diset, og vi så ikke så meget, som vi havde håbet. Dog var dette vortesvin for at posere for os.

Og så kom vi forbi en helt frisk lort fra hvidt næsehorn. Der skal man jo altid lige kigge godt efter. Hvis man er heldig, kan man måske se hele lorten bevæge sig, og det kunne vi.

Jeg kunne simpelthen ikke dy mig for lige at åbne døren og stikke fingrene ned i møget (og jeg kan informere om, at det er usædvanligt svært at få lugten af fingrene). Der var kæmpestore gravegange ned i jorden, og pludselig bakkede en intetanende næsehornsbille lige op i hånden på mig.

Inden du kritiserer min evne til at tage billeder, bør du vide, at det er en absolut umulighed at holde næsehornsbillen fast. Den er usandsynligt stærk!

Det her er hannen, hvilket ses på det store horn, og nede i jorden kravler hans dame rundt og graver gange. Han triller kugler af lort ned til hende, som hun lægger i kamre, og lægger æg i, og så lever larven trygt og godt dernede, til den engang efter nogle år og en heftig forvandling, må konfronteres med verden udenfor.

Kurs mod Richards Bay

Efter en gang morgenmad, blev bilerne pakket og vi satte kursen mod Richards Bay. Vi havde akkurat forladt reservatet, da Jonathan kastede sig ud af bilen og indfangede en kamelæon, som havde forvildet sig ud på vejen.

Nakkeflig-kamæleonen er en almindelig art syd for Sahara. Nu er den i sikkerhed i buskadset ved siden af vejen.
Øjnene har tunnelsyn og kan bevæges hele vejen rundt uafhængigt af hinanden, men fokuseres begge på byttet, når det skal fanges. Så bliver afstandsbedømmelsen nemlig bedst.

Vi ankom til Richards Bay midt på eftermiddagen, og det var… Ja, noget af en skuffelse! Der var kaos og folk overalt. Inden vi overhovedet havde fået vores tasker ind på værelset, havde en ung kvinde forsøgt at tilluske sig adgang til vores værelse, og poolen var så fyldt med børn, at der umuligt kunne have været bare ét mere. Da vi gik den lille tur ned til nærmeste strand, kunne man ikke sparke sig frem for mennesker og biler, og det var nogle ret skumle typer imellem. Det var jul, og det betyder åbenbart, at man holder drukfest på stranden!

Vores plan havde været, at vi ville bo der og så køre ud i de nærliggende naturreservater, men vi havde på ingen måde lyst til at opholde os i byen.

Og tilbage igen

Vi undersøgte, om det var muligt at bo i nogle af reservaterne (jeg tror det eneste positive, jeg kan sige om byen er, at der var god internetforbindelse!), men der var fuldt booket. Så ringede vi tilbage til Ithala og spurgte, om vi måtte komme tilbage næste dag, hvilket vi var mere end velkomne til. Pyha. Så næste dag tjekkede vi atter ind og blev indlogeret i hytten ved siden at den vi havde forladt dagen før. Det gav os tre yderligere overnatninger i reservatet og rig mulighed for at udforske mere af området.

Hen under aften blev det et seriøst uvejr med torden og regn.

Hvem husker ikke følelsen af at få lov at rende i bar røv i regnvejr?
Hygge og god mad.
Vores hyggelige hytte.

De næste par dage var det koldt. Som i 16-17 grader og en del vind. Bestemt ikke vejr for krybdyr, så vi tilbragte meget af tiden med at køre rundt i reservatet og se på dyrene.

Babygiraf.
Ligesom de andre antiloper, er vandbukken drøvtygger og bruger lang tid på at gylpe maden op, tygge den igen og sende den videre til næste mave.
Sortbuget trappe, en almindelig art i området.
Den rødryggede tornskade kender vi også fra den danske sommer.
Hadadaibis med ditto i baggrunden.
Gnu og Pumba i baggrunden.
Zebraer nyder en kølige byge.
Natal hinge-back tortoise (intet dansk navn) blev lokket frem af regnen. Arten er næsten truet og har et meget begrænset udbredelsesområde.
Stor kudu i aftensol.
Døde dyr er en selvfølge i de store reservater, og ådslerne danner fødegrundlag for mange ådselsædere som gribbe og ådselsbiller.
Kamp om lorten! Denne afrikanske gødningsbille ruller bolde af møg, som en triller væk og begraver. Eller også stjæler den bare en kugle fra en anden!

Nærkontakt med de sorte og de hvide

Vi så ikke noget vildt sindsoprivende, men Maiken og jeg havde en fin (om end let nervepirrende) oplevelse med tre hvide næsehorn, som stod meget tæt på vejen.

Her er det hvide næsehorns brede (vide) snude tydeligt. Den er græder, og den brede snude er effektiv til at ‘slå græs’.

Mens vi betragtede dem, kom der to sorte næsehorn ind fra siden og var næsten lige så tæt ved.

Og det sorte næsehorns smalle snude med bevægelig overlæbe, som bruges til at pille blade og smågrene af buske.

Begge arter får fjernet deres horn, for at krybskytter ikke har noget at komme efter.

To af de hvide skubbede lidt til hinanden, og vandbukken holdt øje med scenariet.

Afrika mister jord

Et større område af reservatet er påvirket af kraftig erosion. Det skyldes, at der tidligere har været græsset meget hårdt af æsler, som blev brugt, da der blev gravet efter guld i området.

Efterhånden som planterne forsvandt, og jorden blev stampet så hårdt, at nye planter ikke kunne vokse op, blev jorden bar og sårbar overfor kraftige regnskyl. Det har dannet dette landskab, som kaldes Donga-systemet. Da der er godt med planter rundt om, ser det ikke ud til at blive værre. Det estimeres, at Sydafrika hvert år mister 300-400 millioner tons jord pga. erosion – næsten 5 tons pr. hektar! Det er et problem mange steder i Afrika, hvor græsland omdannes til ørken grundet for højt græsningstryk fra kvæg.

Overvåget

Fra vores hytte morede vi os over at være konstant overvåget af brune klippegrævlinger.

Man skulle ikke lige tro det, men denne lille sociale planteæder er altså ikke en gnaver. Faktisk tyder meget på, at dens nærmeste nulevende slægtninge er elefanterne!

Når man begyndte at lave mad i køkkenet, gik der ikke lang tid før en af klippegrævlingerne blev udstationeret på stenen ud for køkkenvinduet, så den kunne holde øje med os og advare de andre, hvis vi lavede ballade.

Nu sætter vi kursen mod nord og Krüger nationalpark. Vi har et par stop undervejs, og forhåbentlig bliver vejret snart lidt varmere igen, så vi kan få fundet nogle flere krybdyr. Jeg tror Emil har identitetskrise!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close