Dag 16-18
Vores skepsis omkring naturen ved Paradise Falls blev gjort til skamme. Den første aften fandt Emil og Jonathan en gigantisk vandrende pind lige uden for vores dør, så den måtte lige forstyrre lidt i godnathistorien.
Kort efter kom de tilbage med en juvenil brown house snake (intet dansk navn), en harmløs og måske lidt kedelig slange. Den findes ofte nær huse, fordi den lever af de smågnavere, som findes der.
Til at byde os velkommen var også adskillige af disse åndssvagt skønne sort- og hvidstribede tusindben, som tøffer omkring uden at lade sig forstyrre af os.
De spiser lidt af laver og mosser og jeg har også set dem spise dødt træ. Vi har set størrelser på op til 14-15 cm! De er altså ret fantastiske, hvis du spørger mig.
Den første dag tog hele resten af holdet, undtagen jeg, afsted til byen Nelspruit for at handle forsyninger og finde støvler til Jonathan. Jeg nød stilheden, som gav mig mulighed for at tage et par billeder af den solfugl, som bor i træet på terrassen.
Solfuglene minder om kolibrier, og de drikker også nektar som dem, men de er en gruppe for sig. Den smukke han, som boede her, havde dog opdaget en gammel gren på træet, hvorfra der løb plantesaft, og det drak han flittigt af. Han var så glad for træet, at han havde erklæret det sit territorium og forsøgte nu at tiltrække en hun, som han kunne dele det med.
Jeg fik også lejlighed til at fotografere den rødvingede sortstær, som insisterer på at stirre ind ad vinduet, hver gang man går på toilettet.
Jeg besluttede at gå en lille tur ud af stien for at se mig omkring, og inden jeg overhovedet var kommet rigtig afsted, faldt jeg over denne knæler, som hang på hovedet. Det er nok én af de smukkeste jeg til dato har set!
Turen gav et par finker, som jeg ikke før havde set, en flot og lang pig fra hulepindsvin, nogle flotte orkidéer og en lettere solskoldning.
Og da jeg kom hjem, havde sikkerhedsvagterne åbenbart været tæt på at slå alarm, fordi de ikke kunne forstå, at jeg havde været så længe væk. Ja, sådan kan det jo gå, når man har tendens til at fortabe sig i naturen.
Da de andre kom hjem, var det Emils tur til at gå på opdagelse, og der gik da heller ikke længe, før han kom hjem med en ny flot slangeart, pakket ind i ærmet på sin langærmede trøje, i mangel på bedre.
På engelsk hedder arten Rhombic Night Adder, mens den ikke har noget dansk navn. Den er lige så aktiv om dagen, som om natten og er almindelig. Den kan godt lide at sole sig, gerne nær de vandhuller, hvor den fanger frøer. Den er lettere giftig, og man bør ikke blive bidt af den.
På jagt efter regnfrøer
Netop som vi havde spist aftensmad, brød helvede løs i form af et voldsomt tordenvejr. Som i virkelig voldsomt. Og heldigvis holdt hytten med vores senge, tøj og pikpak da tørt, mens vandet fossede ned fra taget adskillige steder i køkkenhytten. Vi fandt hvad vi kunne af gryder, potter og pander til at opsamle regnvandet, men ak.. Det hele sejlede.
Hyggeligt var det dog, da først det holdt op med at tordne alt for voldsomt. De danske tordenvejr har lidt svært ved at måle sig med de sydafrikanske, og selvom jeg aldrig har været bange for tordenvejr, syntes jeg alligevel at lynet mere end én gang slog ned lige lovligt tæt på vores lille hytte.
Da regnen var stoppet, var det oplagt at tage ud og lede efter regnfrøer, da de jo netop kommer frem efter kraftigt regnfald. En af sikkerhedsvagterne insisterede på at tage med, og han ville åbenbart meget gerne vise vej. Han oksede derudaf, og vi andre måtte følge trop så godt vi kunne, Emil humpende afsted uden stok og jeg i bare ben og sandaler, da jeg ikke nåede at finde andet frem. Han ledte og ledte efter en gammel mine, og vi gik i øst og vest inden vi fandt den.
Da vi endelig gjorde, måtte vi først overvinde betydelige mængder brombærbuske, for så at opdage, at indgangen var lettere oversvømmet. Vagten fandt dog straks et par store sten, som han smed i vandet, så vi kunne komme tørskoede over (hvilket jo allerede var en komplet umulighed efter at have trasket rundt i det våde græs, men alligevel). Minen var dog styrtet sammen ikke ret langt fra indgangen, og nu kunne kun små dyr klemme sig ind. Det var tydeligvis beboet af hulepindsvin, for der lå masser af pigge.
Heldigvis gav aftenturen også både bjergrørbuk og adskillige natravne, så lidt fik vi da set, men regnfrøer så vi ingen af. Emil gik desuden i en snare, som var sat op at krybskytter i håb om at fange en af de små antiloper i den. Den kom med som souvenir, og så havde vi hjulpet de to rangere, som var udstationeret i dalen for at bekæmpe krybskytter.
En dag som turist
Dagen efter legede vi turister. Tæt ved vores hytte lå nemlig en dinosaurpark, og uanset hvor mange slanger og fede insekter man fanger, så hamler det bare ikke op med dinoer i Frejs verden.
Sudwalagrotterne lå lige ved siden af, og dem skulle vi naturligvis også se. Tourguiden var dygtig og underholdende at høre på, og grotten var forbløffende smuk, så selvom vi delte oplevelsen med en del andre turister, var det nu pengene og tiden værd.
To drømme, der gik i opfyldelse
Jeg sad og var lidt opslugt af mine tanker, Frej sang for sig selv, og Manja småslumrede i sin autostol på vejen hjem, da Emil pludselig lavede en nødopbremsning mens han dyttede som besat. Jeg var forholdsvist sikker på, at vi ville kollidere frontalt med en anden bil, da han skreg “SORT MAMBA!” mens han kastede sig ud ad bildøren. Til min store lettelse så jeg ikke en modkørende bil, men derimod en ca. to meter lang sort slange, som krydsede vejen i fuld fart. Jeg fumlede med kamera, mens Emil løb lidt forvirret frem og tilbage. Man skal ikke blive bidt af en sort mamba! De er vanvittigt giftige og bider lystigt.
Jeg har ofte spurgt mig selv, hvordan Emil mon ville reagere i denne situation. Nu skal det jo ikke komme som nogen overraskelse, at han kan have tendens til at handle lidt impulsivt, men jeg har forbudt ham at dø af slangebid, og heldigvis så han ud til at huske dette forbud, selvom jeg kunne se, at han kæmpede voldsomt mod lysten til at forsøge at forhindre mambaen i at stikke af. Før vi vidste af det, var den flygtet op ad en klippe, og den eneste dokumentation jeg har er en rystet og hektisk optagelse, hvor man med virkelig god vilje kan ane slangen et par gange. Men en sort mamba er en sort mamba.
Om aftenen puttede jeg som vanligt ungerne, da jeg kunne høre, at Emil og Jonathan kom tilbage med noget i slangeposerne. Det var en jordhugorm, southern stiletto snake (den har jeg skrevet om her), og brown housesnake, som er nævnt ovenfor. De hængte poserne, så vi kunne tage billeder senere, og så var de afsted igen. Imens lyttede jeg efter børnene.
Et stykke tid senere kom de tilbage, og Emil overrakte mig stolt en lille beholder, uden at sige hvad den indeholdt. Jeg åbnede den, og åh gud! Den indeholdt essensen af al verdens nuttethed og gnavenhed, kondenseret i ét enestående og vidunderligt væsen – en regnfrø!
Jeg kunne næsten ikke være i mig selv af begejstring over endelig at møde den lille paddernes mops. Det havde selvfølgelig været allerbedst at finde den selv, men det kan jeg jo nå endnu. At få lov at stirre lige ind i dens fantastiske fladtrykte fjæs var dog det vigtigste! Efter et hurtigt photoshoot, måtte vi dog slippe den igen, da den netop kun kommer frem på fugtige og varme aftener, så den havde nok et formål med at være ude på præcis denne. Endelig kan vi krydse den første art af på vores list, og det må siges at være på tide!
I dag har vi kørt bil det meste af dagen og er ankommet til vores lodge uden for Louis Trichard. Her er et par små reservater vil vil kigge lidt i, inden vi skal til Krüger. Dog er Frej her til aften blevet dårlig med feber, så nu må vi se hvad de næste dage byder på.
Naturformidlerne 