Buret inde med vilde dyr

Dag 22-24
Bilen foran os standsede med et ryk, og vi klodsede bremsen. Ud af den forreste bil sprang Jonathan, og Emil sprang ud af vores. På vejen imellem de to biler lå en mindre slange, og den var godt nok desværre helt fladmast. Det er en slags vandslange (og ikke en af dem man finder i Jem&Fix). Men hvis der er én død slange, så er der flere levende.

Vi ankom til Guernsey Nature reserve midt på eftermiddag på en steghed dag. Turen hertil havde bragt os gennem hvad føltes som uendelige kilometer private vildtreservater og de tilhørende hegn. Hegn på hegn på hegn.

Krüger nationalpark grænser op ad alle disse reservater, og om nogle dage skal vi bo i camp derinde. Først skal vi dog bo ’udenfor’ og se hvad vi kan opleve der. ”No walking ouside the perimeter,” sagde rangeren, der tager imod os. I reservatet, der støder op ad huset, bor alle ’the Big Five’ nemlig, og selvom der er hegn, kommer leoparden gerne på besøg her. Derudover strejfer afrikanske vildhunde, hyæner bøfler og andre spændende dyr omkring her. Jeg kunne godt se på Emil, at det tog pusten fra ham, at han ikke måtte færdes frit omkring her.

Vi pakkede ud og børnene tog sig en velfortjent dukkert i vores lille, lækre pool.

Emil og Jonathan kørte afsted ud i reservatet for at se sig lidt omkring og overveje, hvor vi skulle lægge aftenens indsats. En times tid kom de tilbage, endnu mere slukørede end før, og fortalte, at vi heller ikke måtte køre rundt herinde. Reservatet består af mindre stykker land, som private ejere har lagt sammen som et stort reservat. Hver enkelt kan så leje lodges eller lignende ud, udbyde safari osv., men ingen er interesseret i at have turister kørende omkring på må og få – slet ikke hvis man ikke tjener penge på det!
Vi brugte aftenen på at kigge os omkring inden for hegnet (og ganske lidt udenfor), da ungerne var puttet, og heldigvis var der lidt spændende dyr. Jeg fandt et hul i et træ, som jeg syntes var ret sjovt. Hver gang man lyste på det med lommelygten, kunne man se et par klosakse fra en skorpion, men kort efter lyst blev tændt, forsvandt de ind i hullet.

Hvis man slukkede lyset, ventede nogle sekunder og tændte igen, gentog det sig. Mange gange!

Pludselig lød der den velkendte prusten fra en græssende hest – eller nærmere zebra – ganske tæt på. Lige uden for hegnet til haven vandrede en flok zebraer og impalaer rundt og græssede, og vi havde ikke hørt dem i mørket, før de var helt tæt på.

Første møde med Krüger nationalpark
Vi besluttede at tage til Krüger næste morgen, da vi i det mindste selv kunne køre omkring her. Ved gaten skulle vi registreres og betale 200 kr. pr. voksen og 100 pr. barn. Av min arm. Vi hostede op med gysserne og kørte ind.

Nu skal du prøve at forestille dig et område på størrelse med Jylland, som er fri natur.

Godt nok er det omgivet af hegn hele vejen rundt, veje inde i parken, og små og store indhegnede camps, men alligevel. Jeg tror faktisk de færreste danskere kan forstå, hvor storslået det er at se natur i så store sammenhængende områder. De private reservater rundt om nationalparken bidrager jo yderligere til størrelsen på det sammenlagte område, især for planter, fugle og insekter, men forhindrer naturligvis de store pattedyr i at vandre omkring.

Vi var knapt nået fra gaten, før vi fik øje på et stort dødt træ, hvori der sad to store gribbe, og en halvseriøs joke om, at det var robotfugle, der var placeret der, fløj igennem bilen fra nogen med dårlig humor. Gribbene var nemlig yderst levende, og den ene var den kritisk truede hvidhovedet grib, som der er meget få af tilbage i naturen.

Under den lå flere gnuer med unger, og zebraerne græssede fredeligt. Vi kørte ind i parken og slugte alle indtryk råt. Eller… faktisk var der lidt uenigheder undervejs, da jeg jo gerne så, at vi stoppede for at beundre hver en lille fugl, mens andre gerne ville lidt hurtigere fremad. Men hvor ofte får man lige lov til at se en lillabrystet ellekrage?!

Da vi havde kørt lidt, fik vi alle den surrealistiske oplevelse af at kære forbi en stor statue af en elefant lige ved siden af vejen. Men dyrene i Krüger er ægte, og det var elefanten også.

Hmm.. hvor tæt tør man egentlig køre på en elefant? Den stod kun et par meter fra vejen. Kunne man mon køre forbi den, eller ville den gå bersærk og vælte bilen om på siden i vildt raseri? Elefanten ænsede overhovedet ikke bilen. Den havde fundet nogle saftige urter, som den guffede løs af, og vi kunne tage alle de billeder vi ville.

Til sidst kørte vi videre. Så fulgte flere nye fuglearter, tonsvis af zebraer, impalaer og gnuer og en flok bavianer, før Maiken fik øje på en flok elefanter på bilens højre side. De havde retning mod vejen, og vi stoppede bilen. Kort efter krydsede de over vejen, og vi fulgte efter på behørig afstand.

Ud af venstre side kunne vi se elefanterne sætte i løb mod et vandhul, og derefter fulgte et scenarie, som var hele entréen, varmen og ventetiden værd; hele flokken løb ud i vandet, mens de viftede med ørerne og svingede med snablerne. Allerførst tog de alle nogle ordentlige slurke vand ved hjælp af snablen, og herefter begyndte de at sprøjte omkring sig med vand.

Ungerne lagde sig ned, nogle helt under vandet, så kun spidsen af snablen stak over. Der blev plasket, sprøjtet og pjattet i en grad, så det gode humør smittede helt op til bilen. Da det havde stået på et kvarters tid, lød et højt trut. Jeg gætter på det betød noget i stil med ”så er der to minutter tilbage,” for plaskeriet holdt op og elefanterne begyndte så småt at bevæge sig i den retning de kom fra.

Et højt trut lød igen, og nu satte alle efter matriarken, som styrer slagets gang. Herefter skete noget besynderligt. Alle elefanter frøs fuldstændigt i 20-30 sekunder, inden de gik videre. Hvad der foregik, ved jeg ikke. Der er sikkert en god forklaring, men jeg kender den ikke.

En god times tid senere ankom vi, varme og høje, til Satara Rest Camp. Og det var sgu også en fed oplevelse. Som en lillebitte by, omhegnet af voldsomt hegn, lå campen der, midt på savannen og summede af liv. Der var små caféer, en souvenirbutik med lidt madvarer og rig mulighed for at booke guidede ture. Man kan naturligvis også bo der, og næsten kun pengene sætter grænser for, hvor skønt det kan blive (vi skal bo i telt, når den tid kommer!).

Vi fik et par pizzaer og et par kolde øl med tiggende glansstære og udsigten til en stor elefant lige på den anden side af hegnet, inden vi vendte snuden hjem.

Da vi kom forbi elefanternes vandhul, lå der nu en lille flok bøfler og hyggede sig i vandet. Bum. Så mangler vi kun løven af de fem store.

Endnu en spøjs frø
Aftenerne herhjemme har nu også budt på lidt af hvert. I går aftes var det en flok giraffer, som vi odagede lidt tilfældigt. Igen havde de sneget sig ind på os uden vi rigtig havde hørt noget.

Denne afrikanske sporefrø havde af uvisse årsager også forvildet sig ind i haven.

Sporefrøen er en underlig skabning, der næsten kan konkurrere med regnfrøen i mærkværdigt udseende. Den har et par kløer på hver fod, og præcist hvorfor, vides ikke. Det er i øvrigt den frø, som man tidligere brugte som graviditetstest. Hvis man tager lidt urin fra en gravid kvinde og injicerer det i låret på en hunsporefrø, begynder den umiddelbart efter at lægge æg. Testen blev brugt fra 1930’erne og helt frem til 1960’erne, før der blev udviklet andre tests.

Og nå ja! Da Jonathan var ude for at tisse i nat, så han en leopard, som luskede rundt langs vores hegn. Og her til aften har vi set hulepindsvin og sjakal. Og hov! Der kom også en flok bøfler nu.

I morgen sætter vi kursen mod Letaba Rest Camp i Krüger, hvor vi nok ærligt må indrømme, at vi kommer til at give den fuld gas som safariturister for at vride det sidste ud af Sydafrika, inden turen går hjem igen på onsdag den 15. Vi glæder os som små fjollede kattekillinger!