Klimaks i Krüger

Vi kom godt hjem fra Sydafrika i torsdags, og her følger beretningen om vores første dage i Krüger Nationalpark.

Dag 24-25
Vi havde booket et telt i Letaba Rest Camp i den centrale del af Krüger, og vi ankom lidt over middag.

I Letaba Rest Camp findes denne flotte statue og endda også et lille elefantmuseum.

Vi havde frygtet lidt for at skulle bo i telt i hede, men vejret var slået om, så det var køligt og havde regnet hele formiddagen. Teltene var meget fine og noget mere luksuriøse end vi havde forestillet os, men børnene syntes alligevel det var vildt fedt og hyggeligt at skulle sove i telt.

Teltene ligger i skyggen af træer, som er fyldt med spætter, tamme næsehornsfugle og alverdens andre fugle. Selvom campen er omgivet af et højt elektrisk hegn for at holde løver, hyæner og elefanter ude, så føles det alligevel som om, at naturen nægter at holde sig på den ‘rigtige’ side af hegnet. De store dyr bliver ude, men alle de som er små eller mobile nok, indtager campen og minder en om, at det her er deres hjem.

Toppet perleskægfugl tager en pause fra hakkeriet. Den er i gang med at lave sig et redehul og flyver med jævne mellemrum ud og synger for at tiltrække en mage.
Gyldenhalet spætte.
Brunskuldret isfugl

Et par gange om dagen hærges lejren af de små frække marekatte, som et blevet så gode til at åbne køleskabene på terrasserne, at de nu må forsynes med hængelåse, og skraldespandene er også specialdesignede for at undgå at aberne går i dem.

Marekattebanden.

Når mørket falder på, kommer alle krybene frem, og det er i imponerende antal.

En stor og spøjs løbebille med meget asymmetriske kindbakker. Gad vide hvad den lever af?
Piskeedderkop. Den er svær at fange!
I lejren er der mange palmer, som smider nogle halvstore frugter. De er vildt populære blandt natsværmerne!
En lille bille, som man ikke vil bides af!
I mørket lusker også nogle halvtamme bushbucke rundt. De er godt beskyttet mod rovdyr i lejren!

Søren, Frej og jeg tog en tur ud i området om eftermiddagen. Letaba Rest Camp ligger lige ved Letabafloden, og en af ruterne går langs floden.

Frej er helt vild med de smukke impalaer, som heldigvis er talrige og vant til biler.

Vi nåede ikke ret langt, for der var så mange store smukke fugle langs flodbredden.

Afrikansk flodørn.
Hvidhovedet grib.
Goliathejre – verdens største hejreart.

Og sig mig, bevægede den der sten i vandet sig ikke lige? Nærmest ud af det blå kom en flok flodheste til syne i flodens plumrede vand.

Flodhest og to vandbukke ovenover.

Lidt længere henne stod ovenikøbet en på flodbredden og græssede. Nu skulle man måske ikke tro det, men denne ucharmerende fedtklump er faktisk Afrikas farligste dyr. Den slår flere mennesker ihjel end noget andet stort dyr i Afrika. Flodhesten græsser mest om natten, hvilket nok hænger sammen med at dens bløde hud er sårbar over for solen. Flodhestene er hvalernes nærmeste nulevende slægtninge, og ligesom hvalerne, kan de opfange vibrationer i vandet med deres underkæbe, så de kan høre under vand. Samtidig kan de høre lyde over vandet med deres ører, og evnen til samtidig at høre under og over vandet er enestående i dyreriget.
Da vi kørte hjemad mod lejren, stødte vi på en flok bavianer, som var lige lovligt vant til mennesker og biler.

Tager sig bare lige en slapper midt på vejen.

Ædegilde i floden
Fra campens restaurant er der en fabelagtig udsigt ud over Letabafloden, og det var nødvendigt at medbringe kikkert til alle måltider.

Jeg havde taget nogle billeder af forskellige fugle, og da jeg sad og kiggede dem igennem, opdagede jeg en krokodille bagved en hejre. Jeg tog kikkerten frem for at se, om den stadig lå der, og jeg opdagede, at der ikke bare var én, men mange store krokodiller, som næsten lå i en klump oven i hinanden.

De havde gang i det helt store ædegilde, og det jeg tidligere havde antaget var en sten, viste sig at være en død flodhest, som nu var ved at blive fortæret af krokodillerne. En efter en kunne man se krokodillerne trille en omgang rundt om sig selv, når de skulle rive en luns kød af kadaveret.

Med jævne mellemrum kunne man se det hvide maveskind, når en krokodille rullede rundt, for at hive en luns kød af.

Næste morgen var der ikke meget tilbage, men nu var de store maraboustorke kommet for at få del i godterne. Maraboustorken er en ualmindeligt grim og stor stork. Faktisk er den verdens største stork med en højde på 1,5 m og et vingefang på op til 3,2 m! Den er svært glad for ådsler, men kan også tage fisk, frøer, slanger og flamingoer, som den hakker i ryggen med sit gigantiske næb, hvorefter den drukner flamingoen.

Med det næb der får man lov at være i fred for andre ådselsædere.
Endelig fik hyænerne, som havde lusket rundt hele natten, også lov til at smage.

På natsafari
En af aftenerne tog Maiken og jeg på en aftensafari. Gaten til campen lukker kl. 18.30, så hvis man skal ud efter det, skal det være på en guidet tur. Da vi meldte os til, var der imidlertid ikke andre tilmeldte, så det kunne vi jo godt leve med. Da vi et par timer senere mødte op, viste det sig at 10-12 unger og meget snakkende amerikanere også havde meldt sig til, så udsigten til en stille og intim tur smuldrede. Vi håbede selvfølgelig at se honninggrævling, løver, hyæner, vildhunde eller noget endnu bedre, men så vildt blev det ikke. Vi så bøfler lige ved siden af vejen, tonsvis af springharer, flodheste og almindelig genette. Og så en virkelig fin savannehornugle! Så selvom vi ikke så nogle store rovdyr, var det alligevel en fin tur i fuldmåne.

Almindelig genette. Den ligner en kat, men er egentlig et desmerdyr.
Savannehornugle.
Bøffel. Den mest frygtede af de fem store pga. sin aggressivitet.
Den her elsker jeg! En vandtriel. Den er nataktiv og søger føde på jorden. Den bygger gerne en rede nær en krokodilles rede, så den nyder godt af beskyttelsen. Til gengæld advarer den krokodillen hvis eksempelvis en varan forsøger at æde krokodillens æg.

En elefants død – en løves brød
Næste dag skulle vi naturligvis igen på safari. Vi kørte mod Olifants Rest Camp, så vi kunne spise frokost der. Olifants har også en fuldstændig fabelagtig udsigt ud over Olifantsfloden, og vi nød en sandwich og en rimelig tung milkshake, inden vi vendte næsen tilbage mod Letaba. Vi så på observationskortet, at der var set afrikanske vildhunde på en rute nær ved og besluttede at tage den lille omvej hjem. Da vi drejede ud af vejen mødte os det let dystre syn af et dødt træ fyldt med gribbe.

Hættegrib. Endnu en kritisk truet gribbeart.

Lidt længere fremme lå noget stort på vejen. En død elefant!

Vi trillede derhen for at finde en ung elefant, som manglede det forreste af hovedet og altså også stødtænder. Hvorvidt det var krybskytter, der havde været på spil, ved vi ikke. Dog var elefanten ikke ret stor, og det ville undre mig, hvis krybskytter gad ulejlige sig med at skyde den. Jeg ved ikke, om det kan have været rangere, der har fjernet stødtænderne. Nå, men vi tog jo selvfølgelig nogle billeder, og der var en god aroma omkring dyret, som nok havde været død et par dage. Den der milkshake rørte da også lidt på sig i maven… Pludselig råbte Jonathan op “Der ligger sgu da en LØVE lige der!” og pegede mod busken lige bag elefanten. Og ganske rigtigt lå der en ordentlig moppedreng af en hanløve og lignede en der havde gevaldigt ondt i maven.

Man kender følelsen af at have ædt lidt for meget og blive alt for doven!

Der var selvfølgelig forklaringen på, at alle gribbene ikke var i gang med at mæske sig i elefanten – løven passede på sit bytte, som han nok ikke selv havde nedlagt, men blot været heldig at finde. Det var en rimelig vild oplevelse pludselig at opdage, at der lå en stor løve i skyggen blot et par meter fra bilen, og vi havde fuldstændig overset den.

Vi har flere flotte billeder og gode historier fra Krüger, men dem får du i næste indlæg.

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close