Intimt møde og hjemrejse

Dag 25-27

Jeg tumlede ud af sengen kl. 4.15 på vores sidste morgen i Krüger nationalpark. Helt stille tog jeg det tøj på, som jeg havde fundet frem aftenen før, for gud forbyde jeg skulle komme til at vække børnene. Jeg havde ikke et sekund at spilde, for gaten åbner kl. 4.30, og jeg havde planlagt at køre hele vejen op til den døde elefant og løven, som vi fandt dagen før.

Mit håb var at opleve det klassiske scenarie med hyæner og gribbe, som havde kastet sig over ådslet, når løven havde forladt ådslet, og dels er der mest aktivitet i de tidlige morgentimer, men jeg skulle gerne nå hjem og hjælpe med at pakke sammen, så vi kunne forlade lejren kl. 8.30 og køre videre.

Det var stadig mørkt, da jeg trillede alene afsted i vores bil, så det var ikke så nemt at få øje på andre dyr end de vandtrieler og natravne, der insisterer på at raste på vejene. Da jeg efter en halv times kørsel kom forbi et sted, hvor vi dagen forinden havde set et par strudse, lod jeg selvfølgelig blikket glide ud over græssletten. Det var stadig tusmørke, men jeg fik øje på et dyr, som bevægede sig – en løve! Den lagde sig i græsset med ryggen til mig, og kort efter begyndte den at brøle.

Det var en fantastisk lyd! Det kan høres 8-9 km væk, og jeg følte mig ret så priviligeret at sidde der i helt alene med en brølende hanløve. Da hans brølen var stoppet, lå han lidt og stenede, og så pludselig kom en anden hanløve ud fra buskadset, med retning lige mod den første.

Den første løve rejste sig dovent, strakte sig og gik den løve i møde. De gned sig mod hinanden, snusede hinanden bagi og gik så i retning mod mig.

På vejen strintede de lige i et par buske, og så gik de ellers skråt forbi mig, så de kun var omtrent 10 meter fra mig, da de var tættest på. De fortsatte over vejen bag bilen og forsvandt ud i krattet igen. Løverne ænsede mig slet ikke, og det var en meget intim oplevelse for mig.

De to unge løver er måske brødre, som holder sammen, indtil det lykkes en af dem at tilkæmpe sig retten til et harem, som kan give ham unger og føde. Indtil da må de klare skærene selv.

Jeg kørte videre op til elefanten, og de ca. 20 gribbe var nu blevet til mere end 100, der sad overalt på vejen og i træerne omkring ådslet og skabte en stemning som i en dyster scene fra en uhyggelig film.

Elefanten var om muligt endnu mere flydende og stinkende end dagen før, men at dømme på dens udseende, havde hverken gribbe eller hyæner endnu fået lov til at komme til.

Løven lå endnu under træet og vogtede, og selvom det var fint at se ham igen, betød det jo, at jeg desværre ikke fik det store ædegilde at se. Til gengæld satte lugten af elefanten sig i min ellers ikke så sarte næse, så jeg i mere end tyve minutter derefter kæmpede mod en gevaldig kvalme.

Sidste safari i Krüger

Da jeg kom tilbage, pakkede vi sammen og tog turen ned gennem det centrale og sydlige Krüger. I den sydlige del var der væsentlig flere turister end længere nordpå, men træerne åbnede sig op og gav bedre mulighed for at se dyrene.

For mig var det lidt sørgmodigt at forlade nationalparken og de vilde oplevelser, den havde givet os, mens det for Emil betød, at han igen fik mulighed for at fange slanger. Vi har i øvrigt kun set én slange i Krüger, en Mozambique spyttekobra, som ræsede over vejen, en dag vi kom kørende.

Ægslange og endnu en sort mamba

De sidste to overnatninger tog vi uden for Nelspruit hos en privat, så vi ikke havde alt for langt til lufthavnen i Johannesburg.

Vi havde mulighed for at vandre på grunden, som var naturskøn og tilstrækkeligt dårligt hegnet til at der også var lidt større pattedyr der. Og det betyder jo større lort, og lort betyder møgbiller – halleluja!

Ej hvor kan man altså bruge lang tid på at se på de biller, der bakser rundt med møget. Og nu skal jeg nok love, at jeg er færdig med at skrive om møgbiller fra denne tur.

Emil fandt en slange, som er almindelig, men alligevel stod højt på ønskelisten, fordi den er virkelig sjov!

Det er en ægslange, og som du måske kan regne ud, lever den af æg. Den er nataktiv og går på jagt efter æg i fuglereder. Og nu kunne det jo være helt vildt fedt, hvis du tænkte “Hvad fa’en, det ligner sgu da den der smågiftige nathugorm, som de fandt et andet sted dernede?” (men okay, du er tilgivet, hvis du ikke lige har læst det indlæg, eller hvis du har, men alligevel ikke liiiige kan huske hvordan den ser ud – vi ved godt det er lidt nørdet!). Nå, men pointen er egentlig noget, som vi ind imellem har været inde på her på bloggen før, nemlig at denne ufarlige slange imiterer en anden slangeart, som er giftig.

Det kaldes mimicry og har den åbenlyse fordel, at fjender tænker sig om en ekstra gang, inden de giver sig i kast med at nedlægge slangen. Ægslangen kan tilmed finde på at gnide sine skæl op ad hinanden, så den frembringer en hvæsende lyd, der efter sigende skulle minde om nogle afrikanske hugorms hvæsen. Den har ingen tænder, men gnider i stedet æggeskallen op mod nogle benede udvækster i ganen, til der går hul i ægget. Efter at have presset æggets indhold ud og slugt det, gylper slangen æggeskallen op.

Der var i øvrigt en lille drilleslange, som stak hovedet ud af muren ved huset, så snart den kunne, men som absolut ikke ville indfanges.

Da dagen kom, hvor vi skulle køre til lufthavnen, pakkede vi alle ting i bilen og forlod huset. Emil og jeg kørte forrest med mig bag rattet, da Emil så kunne springe ud af bilen efter slanger, hvis der skulle ligge nogen på vejen. Det havde vi nemlig oplevet en del gange. Og fandme om ikke vi ikke engang havde forladt grunden før der lå en gigantisk sort mamba foran bilen! Emil sprang ud, men mambaen var forsvundet ud i det høje græs ved siden af vejen. Filans!

Hjemturen gik fuldstændig uden de mindste problemer. Den var som forventeligt lidt lang, men ungerne tog det i stiv arm.

I næste indlæg kan du læse lidt opsummering og refleksion over turen til Sydafrika.