Kongen er landet på Fyn

Oprindeligt bragt i Haastrups lokale nyhedsbrev “Udkigsposten”

Denne nyhed er efterhånden ikke så ny længere, men jeg synes alligevel den skal bringes her: En ung kongeørn har gennem længere tid opholdt sig i og omkring Dyrehaven uden for Nr. Søby, og selvom vi efterhånden er ved at være godt vant til havørne hernede, så er kongeørnen altså et særsyn på Fyn. Normalt er det forbeholdt jyderne (og nogle gange sjællænderne) at se kongen i Danmark, og måske denne ungfugl er gået galt i byen, men en kongeørn er en kongeørn! Den er ligesom havørnen en stor fætter med et vingefang på op til 220 cm (kun overgået i Danmark af havørnens 250 cm). Ørnen blev set første gang i starten af januar og den er ringmærket. På et foto af den kunne ringnummeret aflæses, og ørnen er ringmærket som unge i juni 2019, 300 km nord for Stockholm. Det er altså en svensker vi har fået på vinterophold, men vær lige sød ved den alligevel! Det er nemlig ikke nemt at være en teenagekongeørn. Kun ca. hver tiende gang den går på jagt, har den heldet med sig, for det tager lang tid at lære at fange byttet, som mest består af harer og fasaner. Når det bliver voksen kan den regne med at få gevinst ca. hver tredje gang.

Jeg var med Mikael Kristensen og Lars Hansen på tur op for at se kræet i sidste uge, og hvis man var i tvivl om, hvor man skulle kigge hen, skulle man da bare kigge i retning af , hvor alle fuglekiggernes teleskoper og kameraer pegede hen. Der sad den nemlig ganske rigtig i et træ og så lidt betuttet ud. Og den ville da absolut ikke på vingerne, så jeg fik kun et grynet og kedeligt billede.

Hvad?! Kan du ikke se at det er en kongeørn?! Nå, men det er det!

Derfor har jeg lånt et, så du kan se hvor smuk fuglen er. Billedet er taget af den dygtige og flittige fotograf Leif Sørensen den 26. januar 2020.

Den unge kongeørn har en kontrastrig fjerdragt, som gradvist bliver mindre kontrastrig med alderen. Bemærk den ‘gyldne krone’ og, sammenlignet med havørnen, det knapt så kraftige næb. Foto: Leif Sørensen

Husk at holde god afstand til fuglen, hvis du tager på tur for at se den. Vi skulle jo nødigt skræmme den tilbage til Sverige!

Leave a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.