En lille uges tid tilbragte vi i det sydfranske i området omkring Avignon. Færgeturen fra Korsika til Nice tog 5½ time og gik væsentligt mere smertefrit end turen derover. Måske fordi vi ikke lige havde kørt 24 timer i streg inden overfarten? Lykke og Emil var vanvittigt heldige at se en vågehval komme op lige ved siden af færgen, og vi så desuden delfiner (adskillige gange, inkl. et ‘ædegilde’), havskildpadde og flyvefisk på turen. I Nice ventede Emils lillebror, Jonathan, som skal følge os de sidste dage.
Selvom dagene i det sydfranske gik med at være noget mere kulturelle end vi plejer, så mødte vi også nogle spændende dyr. Dagene var dog temmelig varme, så der gik også meget tid med at holde ferie på børnenes præmisser med badning og is-spisning.
Det første sted boede vi et par dage på en lillebitte, men meget hyggelig campingplads i nærheden af Marseille. Der var et væld af smukke sommerfugle og blomstrende urter.
Herefter gik turen mod Pont du Gard, som Emil, Jonathan og Maiken gerne ville besøge, fordi de kom der flere gange i drengenes barndom. Campingpladsen, som de dengang besøgte var dog lukket, så vi fandt et andet sted længere oppe ad floden og slog lejr her. Pont du Gard er en kombineret bro og akvædukt, som blev bygget under Romerriget omkring år 0.
Krebsefangst med hænderne
Vi tilbragte en noget tid ved den nærliggende flod, så man kunne soppe, og som det næsten altid er med vand, så var der et mylder af liv omkring og i floden.
Der gik ikke længe, før Jonathan havde fanget den første krebs med hænderne. Den havde lige skiftet ham og var helt blød, så vi var forsigtige med den.
Floden viste sig at være fuld af de små krabater, og inden længe havde vi en grydefuld. Lidt hurtig research viste, at der var tale om den for Frankrig invasive art, Louisiana-flodkrebs, der ligesom signalkrebsen herhjemme, spreder sig på bekostning af det lokale dyre- og planteliv.
Jeg foreslog, at vi kogte krebsene og spiste dem, men vores alt for dyreelskende børn stejlede fuldstændig ved tanken om at slå dem ihjel, så de krebs var heldige at overleve.
Ganske kort efter kom Lykke stormende med en lille slange i hånden.
Hun tilstod dog, at det var Emil, der havde fanget den, mens han var på krebsejagt. Den lille slange er en hugormesnog, en snogeart, som kan minde lidt om hugorm i mønstret, men som er ganske ufarlig. Den lever en ret akvatisk tilværelse og spiser småfisk og padder. Indtil da havde turen været komplet slange-løs, lige bortset fra et dødt eksemplar, som jeg faldt over på en løbetur en morgen.
Juli er en håbløs måned at se slanger i Sydeuropa – det er simpelthen for varmt for dem!
Der gik dog ikke ret lang tid, før Lykke selv havde spottet en anden lille hugormesnog, som forsøgte at komme ud af vandet, hvor vi trampede rundt.
Flodmonstre
Den sidste dag inden vi startede hjemturen, var Jonathan og jeg ude at snorkle i floden. Vi kunne se nogle store fisk fra broen, så det var da spændende at se, hvad der ellers gemte sig i floden.
Den var fyldt med fisk, de fleste ret små, men der svømmede også nogle større omkring.
Vi havde ikke svømmet ret langt, før vi så den første europæiske malle.
Den var ikke så stor, kun knapt en meter, men det er første gang jeg nogensinde har set sådan en! Vi skulle dog få lov at se flere… jeg dykkede ned få at kigge nærmere på en ål, og da den svømmede afsted, svømmede jeg efter. Den forsvandt ind imellem nogle planter, og da jeg kiggede ind efter den, stirrede jeg lige ind i gabet på en ordenligt malle! Derefter fulgte et lille skrig, som jeg ikke er helt stolt af, men vi har heldigvis det hele på film! Vi så også en anden ordenligt krabat på knapt et par meter, der lå og gemte sig mellem planterne. Det var sgu halvskummelt!
Den var overhovedet ikke bange for os, og da Jonathan forsigtigt puffedet til den med sin ene svømmefod, svømmede den blot dovent længere ind mellem planterne.
Lidt længere oppe ad floden, fik Jonathan øje på en lille slange i vandet, og nærmest som en refleks, snuppede jeg den. Det var igen en hugormesnog, men den første slange, jeg nogensinde har fanget under en snorkletur!
Emil satte sig for at fange en af mallerne med næverne. Det er åbenbart en redneck-hobby i sydstaterne i USA at stikke sin hånd ind i munden på ferskvandsmaller og så hive dem op (tak, Youtube!), så det skulle da prøves – naturligvis!
De europæiske maller har åbenbart ikke samme vane med at ligge med åben mund, så det lykkedes ham ikke, men til gengæld så han en ordenlig klump maller ligge sammen på bunden, hvoraf den ene var ca. lige så lang som han selv. Emil greb den store malle om halen, men desværre udlistede mallen Emil og stak af i en kæmpe støvsky. Den europæiske malle skulle efter sigende kunne måle op til fem meter og veje 300 kg, selvom eksemplarer på mere end to meter er en sjældenhed nutildags. Den lever af fisk, ænder, ællinger, krebsdyr og alt andet levende, der kan
Hjemtur
Turen hjemad delte vi op og overnattede i en lille nordfransk by med en overordentlig stor og fin katedral. Den sidste dag kørte vi i omkring 14 timer for at ankomme til et skyfrit, tørt Danmark. Jeg synes at have hørt, at det regnede hele tiden i Danmark?
Dommen over Korsika og Sydfrankrig
Korsika var en fantastisk (og dyr!) oplevelse. Øens natur gør den svært opdyrkelig, hvilket betyder, at store dele af øen ligger relativt urørt hen, og kombineret med det faktum, at svin og kvæg får lov at græsse frit på øen og dermed påvirker biodiversiten positivt, giver det rigtig gode muligheder for at se spændende dyrearter.
Det betyder også, at prisen for ophold og mad er høj, men øen er virkelig smuk, varieret og helt klart et besøg værd. Pga. coronakrisen oplevede vi næsten ingen turister, og økonomien på Korsika bløder.
Området omkring Avignon bar noget mere præg af at være turistområde, men bød alligevel på nogle gode naturoplevelser. Og hvis man er glad for romerske fortidsminder, så er området virkeligt rigt på dem!
Maden var god begge steder og folk var jævnt flinke, og det er sikkert ikke sidste gang vi besøger nogen af stederne. Og vi glemmer nok aldrig oplevelsen af at rejse i coronatid.
Naturformidlerne 
