Oprindeligt bragt i Haastrups lokale nyhedsbrev, ‘Udkigsposten’ d. 11/9 2020.
Kære læsere – først en undskyldning for i de sidste par måneder at have forsømt jer så groft. Det er så absolut ikke fordi der ikke er sket noget spændende i naturen, og ej heller fordi jeg ikke har haft lyst til at skrive om det. Tiden har blot manglet, da jeg er tiltrådt i en ny stilling som underviser ved Geo&Bio Science Center Syd umiddelbart efter vores sommerferie – nu har jeg købt en robotstøvsuger, så bliver det nok bedre 😉
Næste udfordring bliver jo så at vælge én god historie ud at skrive om i dette nyhedsbrev. Jeg vælger den bedste:
I forbindelse projektet “Find en sø” har jeg været rundt og tage lidt vandprøver i søer og vandhuller.

Jeg tog en vandprøve i Byparken, hvor vandet jo som bekendt er en stor grøn algesuppe.

Jeg tænkte så, at jeg ville supplere med en prøve fra Lutherlundes lille sø. Jeg blev simpelthen så glad, da jeg besøgte søen – vandet er krystalklart, og selvom det er ret sent på året, var den tilmed fyldt med salamanderlarver og masser af andet liv!



Og ja, jeg kan godt se, at der har været fisket en del trådalger op, men det er helt normalt, at den slags opblomstringer kan ske i de første år, indtil søen finder en balance og vandplanter har haft chance for at etablere sig.

Hvad er så forskellen på de to små søer? Jo, i Byparken er der sat karper ud. De æder alt, hvad er kan passe ind i deres mund, herunder de smådyr, som spiser de alger, som gør vandet uklart og de vandplanter, som kunne konkurrere med algerne om næringsstoffer i vandet. Vandets dårlige sigtbarhed betyder også, at karpens eventuelle fjender som gedder, ikke kan gemme sig mellem vandplanter og se godt nok til at fange karperne. Søen bliver låst i en ond cirkel.

I Lutherlunden mangler de to øverste led i den fødekæde, og det vil sige, at det er nemmere at være et algespisende lille dyr i den sø. Dermed forbliver vandet klart, hvilket skaber gode forhold for vandplanter og dermed også smådyr. Og så ser det flot ud!

Så væbn jer med tålmodighed i forhold til trådalgerne – så længe Lutherlundens sø ikke forurenes med skidtfisk eller næring, er den en lille, klarvandet oase for tusindvis af smådyr.