Oprindeligt bragt d. 23/11 2018 i Haastrups lokale nyhedsbrev “Udkigsposten”.
De fleste af jer kender jo nok godt min mand, Emil – naturformidler, edderkoppehvisker, skorpionbetvinger entertainer og eventyrer. Jeg ved, at mange i byen synes han er en fantastisk formidler, så i denne omgang handler nyhedsbrevet om hans nye projekt – Ekspedition Vestsahara. Jeg har i dag, fredag den 23. november, sendt ham afsted med kurs mod Vestsahara. I en firehjulstrukket folkevognsbus med to tagtelte kører han, sammen med fire andre afsted. I første omgang mod Sydspanien, hvorfra de (forhåbentlig på mandag, hvis alt går vel) skal sejle til Marokko med Vestsahara som endemål. Målet er at finde, fange, dokumentere og formidle om alskens spændende dyreliv undervejs, lidt på samme måde, som hvis I husker vores tur til Borneo sidste år. Elefantspidsmus, kameledderkopper og hyæner er på ønskelisten, og naturligvis også en giftig slange eller to.
Ud over Emil består holdet af (fra venstre) Eik, Jonathan Schmedes, Pia og Jonathan Sanderhoff. Pia er gymnasielærer i Fåborg, Eik er studerende, Jonathan Sanderhoff (Emils bror) er nyuddannet lærer, og Jonathan Schmedes er naturfotograf. Alle har de lyst til eventyr, og det har været deres motivation for at hive en måned ud af kalenderen tage med. Pia skriver undervejs på en blog, som man kan følge på https://expeditionwestsahara.wordpress.com/
Derudover har Emil lavet aftale med Go’morgen Danmark om, at han jævnligt aflægger rapport hos dem, men jeg ved ikke præcis hvornår det bliver sendt. Det lægger Naturama sikkert ud på deres facebookside – det første indslag fra i dag ligger der i hvert fald.
Jeg selv bliver i denne omgang hjemme og passer børn, hund og arbejde, indtil jeg selv igen får mulighed for at tage med på eventyr!
PS. Hvis det skulle være gået nogen forbi, så blev Svanninge Bakker og Bjerge udtaget til Danmarks Naturkanon – sådan!