Vashlovani del I – mødet med naturen og de lokale

Tbilisi nationalpark var lidt en skuffelse for os, med undtagelse af det fantastiske møde med Ivan og hans mor. Det lykkedes os stort set ikke at finde andet end kæmpestålormen og nogle forskellige smukke orkidéarter, så vi sadlede op og kørte sydøst mod Vashlovani nationalpark, som vi havde fået anbefalet af Björn, da vi mødte ham i Mtirala.

Vashlovani nationalpark og naturreservat kendetegnes ved kæmpestore sletteområder, en naturtype, som ikke er så udbredt i Europa længere.Her findes tilmed en gazelleart, Gazella subgutturosa, som i 2013 blev genudsat i nationalparken. Den har været truet af krybskytteri og overgræsning af kvæg og får. Derudover er naturområdet hjemsted for los, ulv, brun bjørn og muligvis også den stribede hyæne samt 132 forskellige fuglearter og ikke mindst, en af verdens største hugorm, den stumpnæsede hugorm, Macrovipera lebetina.Turen ud til nationalparken var noget af en oplevelse! Ca. 40 km med dårlig (som i virkelig dårlig) grusvej bragte os ud gennem store afgræssede arealer med utallige mængder får, køer og heste samt lidt spredt bebyggelse rundt om.Flere gange stillede vi spørgsmålstegn ved det fornuftige i at køre længere, for kom vi mon nogensinde tilbage igen? Vi gjorde et lille pitstop undervejs, og i det samme vi forlod bilen, så Emil en kirkeugle, Athene noctua, lette fra jorden og flyve op i et træ.

Mens vi stod og gloede på den, kom en flok biædere flyvende, og alpesejlerne, de fødte luftakrobater, blærede sig med at drikke vand, mens de susede hen over det lille vandhul. Nuvel, vi besluttede, at det nok var værd at fortsætte lidt endnu og se, om vi kunne finde besøgscentret.Efter godt en halv times yderligere bumletur var vi fremme, og vi var totalt betagede af den fantastiske natur. De store slettearealers ensformighed brydes af større eller mindre bakker og spredte træer, der endnu er ved at folde deres blade ud og står med gule, grønne og orange farver.Den sparsomme og lave bevoksning på sletterne byder på et væld af forskellige urter, som står i blomst og til de mange forskellige plantearter, hører også mange forskellige insektarter, og vi ser især mange forskellige bier, sommerfugle og fluer. Ved hvert skridt man tager, springer mindst 20 små græshopper af alverdens forskellige slags til alle sider.Bortset fra fuglesang er her en ro, som man har svært ved at forstå. Her er ingen strøm, intet vand og absolut intet signal af nogen slags. Og så løbes lejren over ende én gang om dagen af ca. 300 får, et æsel og fire bidske hyrdehunde.Vores bumletur herud havde betydet, at der var gået hul på en af vores store dunke af drikkevand, og idet lejrpladsen ikke har vand (hvilket vi, indrømmet, nok havde troet) og vi ikke har nogen vandløb i nærheden, besluttede vi i går at tage turen tilbage til sidste landsby og købe godt med vand, så vi uden problemer kunne blive her nogle flere dage.

Det tog næsten en time at komme derind, og så lå vi der og kørte rundt på udkig efter en købmand. Vi spurgte nogle stykker om vej, og de pegede os ned i retning af et faldefærdigt hus, som en dame kom og åbnede op for os. Inde i ’butikken’ kunne vi købe et stykke muggent brød og øl. Ingen vand, og æggene ville hun heller ikke sælge os – de var dårlige. Hmm. ”Jeg kan godt bare drikke øl de næste dage” sagde den selvopofrende Emil. Og jeg fik rynker i panden. Men Emil og Jonathan købte en sixpack 2,5 liters øl – i alt 15 liter øl, og så var de glade.

Heldigvis havde vi mulighed for at fylde vores vanddunke med vand i byen, så vi ikke behøver bruge drikkevand på opvask osv. Og byens gamle damer stimlede sammen om Manja, som gav den gas med charme, luftkys og en lille dans, hvorefter vi bumlede tilbage ud til vores lejrplads.

Om eftermiddagen var vi faldet i snak med rangeren og hans ven, to godmodige og hjertelige typer, som sad oppe i den lille hytte og så en actionfilm og fik sig en lille skarp. De fatter ikke et ord af hvad vi siger, og vi fatter ikke dem, så når der skal kommunikeres noget vigtigt, ringer han op til sin søn, som så oversætter. Da vi kom tilbage fra turen til landsbyen, kom rangeren forbi vores lejr og gestikulerede et eller andet. Vi fattede ikke en bjælde, så Emil og Jonathan tog en tur med op til hytten, fik sønnen i røret, og forstod så, at han inviterede os på lam på den nærliggende gård. Klokken var allerede mange, og ungerne var lidt trætte og ved at spise rugbrødsmadder med kippers, men vi besluttede af tage chancen og takke ja, da vi jo bare kunne køre hjem, hvis de udviklede sig til ragnarok.

Vi kørte et par km ud af en udtørret flodbund (hvilket sjovt nok udgør bedre vej end vejene selv) og drejede op mod en helt mørklagt gård. Og som vi så gik der op mod en totalt mørklagt gård, midt ude i ødemarken med en ranger med oversavet jagtgevær bag os, så tror jeg alligevel, at vi alle blev en lille smule nervøse for, om vi mon alligevel indimellem har for meget tillid til fremmede. Men vi blev modtaget af hans ven fra tidligere, som åbenbart var fårehyrde, og han viste os inden for, hvor en stor gryde stod og simrede over et bål – det duftede himmelsk! Han hev straks et par ribben op af gryden og stak os hver en, så vi kunne smage. Manja gnavede på den, som var hun en hund, og mændene blev enige om, at hun måtte være georgier. Herefter blev der dækket op ved spisebordet i det lille hus, hvor forholdende var så primitive og kummerlige, at det er svært at gengive. En tredje mand kom ind, hans var også ven og fårehyrde, og kort efter blev der serveret det mest fantastiske måltid med det møreste og lækreste lammekød, jeg nogensinde har smagt, frisk brød og nogle urter, som den ene hyrde havde samlet i bjergene og tilberedt i olie, eddike og hvidløg. Vi havde medbragt et par af vores øl, som vi delte, mens hyrden efter georgisk tradition udbragte den ene skål efter den anden for venner, Georgien, børn, mødre, hæren og alt muligt andet.Vi spiste og drak til vi var ved at revne, mens vi grinede og hyggede os med mændene, og på trods af sprogbarrieren var det et af de mest fantastiske møder med fremmede. Frej tumlede med den anden hyrde hele aftenen, og Manja nåede at falde i søvn i mine arme, inden vi tog rangeren med tilbage til feltstationen og gik til ro. Da vi sad og drak kaffe her til morgen, kom den anden fårehyrde (og ja, vi har fået alles navne, men de er umulige at huske og endnu mere umulige at stave til!) forbi, åbnede den pose han havde på ryggen og hev et halvt lam op af den. Det rakte han os, pakkede sammen og gik videre.Så i aften skal vi have lam over bål! Han fik så til gengæld en af vores øl, og det ser efterhånden ud til, at Emil ikke kun kan leve af øl de næste par dage 😉Vi har jo naturligvis også været ude at kigge os omkring i området, og vi fandt blandt andet en stor grotte med store kradsemærker i, men der gik desværre ikke noget i vildtkameraet. Vi har fundet forskellige flotte firben, skildpadder, fugle og andet godt, og dem vil vi fortælle mere om i næste indlæg, som kommer snarest, men først lidt tease: