Nakchivan – ikke lige vores kop te!

Vi har opholdt os et par dage i Nakchivan, den lille del af Aserbajdsjan, som ligger omkranset af Armenien, Tyrkiet og Iran, og er på vej tilbage til Tyrkiet. På mange måder har landet været en kæmpe skuffelse for os, på måder, som jeg vil forsøge at beskrive, men som nok er svære at forstå, hvis ikke man har oplevet stemningen her.

Allerede ved grænsen havde blev vi mødt af en noget større afmålthed og mistanke end vi tidligere har oplevet ved nogen grænseovergang. Hele bilen blev gennemsøgt og alt udstyr blev linet op udenfor. Der var selvfølgelig ikke noget af komme efter, men efterfølgende tog det en halv krig at få lavet papirer. Den del stod Emil for, mens jeg passede unger i bilen – og kiggede på fugle! For i det ingenmandsland, der lå på begge sider af grænseovergangen, fik jeg hurtigt øje på en flok spændende fugle, som vi ikke havde set før. Deres farve gjorde, at jeg ikke var et splitsekund i tvivl – rosenstære!

rosenstær

Rosenstæren (Pastor roseus) er en nær slægtning til vores stær, men er om end muligt endnu smukkere med sin rosa farve. Den er almindelig øst for Sortehavet, hvor den er knyttet til tørre steppe og halvørken. Så jeg løb jo hen til bilen og hentede kamera og kikkert. Og mens jeg stod der og knipsede løs, kom en meget alvorlig grænsebetjent sagde, at det var meget forbudt at tage billeder ved grænsen. Øv! Jeg satte mig ind i bilen til ungerne, og kort efter hørte jeg en umiskendelig lyd. Biædere! Dog ikke den slags biædere, vi tidligere har set, men grøn biæder, Merops persicus! Og ikke ret langt fra bilen. Det var ganske uimodståeligt lige at hapse kameraet og forsøge at tage et billede i skjul fra bilen. Der kom selvfølgelig en betjent forbi og igen fik jeg at vide med meget alvorlig mine, at det var meget forbudt at tage billeder. Så det blev kun til dette halvdårlige billede, hvor man dog sagtens kan fornemme hvor smuk fuglen er:

grøn biæder

Herefter fik vi besked på at parkere bilen på den anden side af bygningen, og straks fik jeg øje på noget andet spændende, der fløj rundt ude over vådområdet – hvidvingede terner! Dem har jeg heller aldrig set før, og de var enormt elegante med deres sort-hvide farvetegninger, som de fløj rundt over vandet og dykkede efter insekter. Den hvidvingede terne hører under moseternerne, der er knyttet til ferskvand. Jeg vovede dog ikke at finde kameraet frem, så jeg stod kun med kikkert. Og det fik jeg sgu en tredje advarsel for! Dog af en mere smilende betjent, som ikke var så alvorlig som de forrige.

Vi brugte adskillige timer ved grænsen (men fik lov at slippe over, da Emil betalte nogle penge, som vi stadig ikke helt ved hvad var for) og det var for sent for os at køre ud til en nationalpark, så vi kørte til Nakchivan, hovedstaden i Nakchivan, for at finde noget overnatning der. Byen er sgu noget af en sær oplevelse. Alt er vanvittigt pænt og velholdt, vejene og fortovene er megabrede, overalt er der plantet til, så alt virker parkagtigt og poleret, og byen bærer virkelig præg af at landet er meget rigere end de øvrige lande vi har besøgt her i regionen.

Seriøst – sådan ser der ud overalt!

Og folket er væsentlig mere reserverede, til tider direkte uvenlige. Vi har for vane at vinke til alle vi kører forbi, og i Georgien, Armenien og Tyrkiet er succesraten for tilbagevink 100 %, mens den her er på ca. 2 %. Stilen er vel det man kalder stone face, og det er virkelig svært at vurdere, hvilken sindstilstand folk er i, og hvad de tænker og føler.

Igår kørte vi ud til en ruin, som ligger oppe på et bjerg. Alinca Castle hedder det, og det var aktivt fra det 7. til det 11. århundrede. Det var lidt ærgerligt, at de i 2014 havde renoveret det, hvilket vil sige, at de delvist har genopbygget dele af det, og det fungerer bare ikke rigtigt, hvis du spørger os.. men smukt var det nu alligevel!

Udsigten fejlede i hvert fald ikke noget, og det var rigeligt med kaukasiske agamer og fugle. Nye arter, vi kunne krydse af var østlig klippespætmejse, klippesvale og alpekrage, og derudover var der blådrossel, gåsegrib, biædere, hætteværlinger og et væld af alpesejlere.

alpekrage
Alpekrage
hætteværling
Hætteværling
Blådrossel
østlig klippespætmejse
Østlig klippespætmejse – find den!
klippesvale
Klippesvale

Bagefter kørte vi til i et bjergområde med stepper omkring ‘Snake Mountain’ for at se, om vi kunne finde et fedt sted at sætte vores vildtkameraer op og overnatte. Landskabet var noget anderledes end vi havde forventet, men det så sgu fedt ud! Mange smukke blomster og med sikkerhed også spændende dyr, og rygtet sagde mange ulve.

Som vi kørte derudaf kom vi forbi en lillebitte samling bygninger, hvor der var en større forsamling mennesker. Vi kørte forbi og vinkede (og der var to der vinkede tilbage), og da vi var kørt ca. 200 meter, blev vi indhentet af en Lada 1400 eller 1600 (jeg kunne ikke lige se forskel!), som vinkede os ind til siden. Ud af bilen stod to herrer klædt i jakkesæt og var meget alvorlige, mens de sagde noget uforståeligt til os. Det var ret ubehageligt, for de ville tydeligvis ikke have, at vi kørte videre, og deres attitude henledte tankerne på mafia. Den ene satte sig tilbage i bilen og kørte tilbage (vistnok for at finde nogen, der kunne tale engelsk), og vi blev enige om at vende bilen og komme derfra i en fart. Da vi igen skulle passere festen, stod de alle klar til at modtage os, og det viste sig, at mændene i bilen blot ønskede at invitere os med til festen!

Det haltede med det engelske, men det vi fik fat i var, at manden som står nr. to fra højre var præsident for noget og de havde været ude for at kigge på området for at udvikle turismen. Så drev et stormvejr indover og før vi vidste af det, var det hele slut. De to håndlangertyper, som havde stoppet os tidligere, insisterede på at følge os ud af området og tilbage mod byen på grund af alle de farlige dyr i området, og vi følte ikke vi havde noget andet valg end at følge med. Du ved, den der undertone, som er er svær at få med, hvis ikke man lige var der.

Jaja, det var ved at være sent, så vi overnattede samme sted i Nakchivan,men følte os vældig frustrerede over ikke at have nået at kigge på naturen overhovedet og endnu mere over atter at være tilbage i det overfladiske helvedshul til by.

Så i dag var planen at køre op mod nationalparken Zangezur i håb om at finde noget leopardland, sætte vores kameraer op der og overnatte. Da vi kørte afsted, satte en politibil efter os. Ikke for at holde os ind eller noget, den lå bare bag os hele vejen. Som i hele vejen op til den sø, vi havde fået anbefalet at se. Søen var i øvrigt ikke noget at råbe hurra for og her så vi også større mængder skrald for første gang i Aserbajdsjan. Der var nu fint alligevel, men det var pissekoldt.

Så planen om at sove deroppe blev spoleret. Vi syntes sgu ikke det var fedt at blive skygget og føle os overvåget og uvelkomne. Det var første gang på turen, hvor vi har følt os utrygge, og det er ikke fedt, slet ikke når børnene er med!

Efter den oplevelse, mærkede vi alle efter i maven hvad vi følte for. Og for os alle var svaret klart: vi ville gerne tilbage til Tyrkiet! Også selvom det ville betyde, at vi ikke får set leoparden. Vi har fået så mange andre fine oplevelser, heldigvis.

Nu er vi tilbage i Tyrkiet. Endnu en gang var grænsen hyggelig med søde betjente, og da militæret stoppede os lidt senere, var det med kys og slik til børnene og nye følgere på Instagram. Nu sidder vi ved et lille spisested langs motorvejen og snakker med ejeren, som giver os råd (det er noget med at der atter er uro mellem tyrkerne og kurderne, hvilket kommer til at påvirke vores rute lidt). Og vi har fået lov at overnatte på parkeringspladsen!

2 thoughts on “Nakchivan – ikke lige vores kop te!

  1. Thomas Bjørneboe Berg May 12, 2019 — 12:30 pm

    Hej alle sammen,
    Sikken en oplevelse i Aserbajdsjan ☺
    God at vide jer ude af det område.
    Jeg glæder mig til at høre jer fortælle ”live” når i kommer hjem.
    Glæder mig MEGET til at se jer igen!
    Knus,
    Thomas

    Bedste hilsner / Best regards,
    Thomas Bjørneboe G. Berg
    Seniorforsker Ph.d., samlings- og udstillingsansvarlig / Senior scientist Ph.D., Head of Collection and Exhibition
    Associateed Editor at Folia Zoologica
    M: +45 2488 6285
    E: thomas@naturama.dk

    [naturama_logo 3x5cm]
    Dronningemaen 30
    DK-5700 Svendborg
    http://www.naturama.dk
    T 6221 0650
    EAN nr. 579 800 695 0010
    CVR nr. 3172 3876

    [Email signaturbilleder] [cid:image003.png@01D508B6.23F7A540]

    [f&b_logo, 3×5]
    Margrethes Plads 1
    DK-53 Kerteminde
    http://www.fjordbaelt.dk
    EAN-nr.: 579 800 693 0104
    CVR.: 1853 9802

    Fra: Naturformidlerne [mailto:comment-reply@wordpress.com]
    Sendt: 11. maj 2019 22:01
    Til: Thomas Bjørneboe Berg
    Emne: [New post] Aserbajdsjan – ikke lige vores kop te!

    Lene Sanderhoff posted: “Vi har opholdt os et par dage i Nakchivan, den lille del af Aserbajdsjan, som ligger omkranset af Armenien, Tyrkiet og Iran, og er pÃ¥ vej tilbage til Tyrkiet. PÃ¥ mange mÃ¥der har landet været en kæmpe skuffelse for os, pÃ¥ mÃ¥der, som jeg vil forsøge at besk”

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close