Masser af smådyr og kurs mod de store

Dag 4-5
Hm. Der kom ingen regn, så regnfrøerne har vi stadig ikke set. Naboen gav os et tip om en lang rute, som vi kunne køre rundt på grunden, så vi kunne kigge os lidt omkring. Det gjorde vi så, og vi kørte afsted mens der var overskyet og relativt køligt. Lynhurtigt blev vejen usandsynligt dårlig, og det gik hurtigere at gå.

Vi skiftedes til at gå foran og guide Søren, da han have svært ved at se ud over den gigantiske kølerhjelm på Toyota Hilux’en, men som solen brød igennem blev det hurtigt for varmt at gå ude. Det var virkelig smukt med tonsvis af små blomstrende urter, men det stod snart klart, at vi var for sent ude til at se noget som helst – varmen var for intens for de fleste dyr.

Når de større dyr mangler, må man glæde sig over de små. Her en flot plettet tæge.
Vaaaarmt! Manja og farfar på jagt efter skygge.

Falske edderkopper
Jeg så dog en latterligt hurtig kameledderkop.

Okay, ikke mit bedste billede, men den var saftsuseme også hurtig!

Kameledderkopperne er en slags spindlere der tilhører ordnen Solifugae, men er ikke en egentlig edderkop. De har deres navn, fordi de har ry for at løbe efter kameler for at bide dem, meeen.. den skal man nok længere ud på landet med! Selvom nogle arter kan levere et smertefuldt bid, er de ikke farlige, men blandt nogle soldater siges de at give sovesyge, så man sover i mindst tolv timer efter at være blevet bidt. Jeg tænker, at den soldat, der har fundet på den historie, var doven og snu! Krabaten har ingen former for giftkirtler, overhovedet. Når det så er sagt, så er der ikke så meget at sige til, at nogen kan synes den behårede og langbenede dims kan være ret creepy – med en tophastighed på 16 km/t er det et af de hurtigste landlevende dyr! (jaja, det lyder ikke af meget, men prøv at omregne til kropslængder for denne kameledderkop på ca. 4 cm!)

Emil vendte et par sten og fandt en anden ’edderkop’, som heller ikke er en edderkop.

Denne slags kræ kaldes for en piskeedderkop eller en piskeskorpion og selvom den ser vældig fæl ud, er den også harmløs, og helt seriøst; nogle arter kan have et benspænd på op til 70 cm! Pedipalperne er lange og omdannet til en slags kløer, som de griber deres bytte med, og det første par ben er modificeret til sanseorganer, som hjælper dem med at navigere rundt. Det er sgu et pragtfuldt og underligt dyr!

Og en rigtig…

Søren havde dog indfanget en edderkop, som forskrækkede ham under et toiletbesøg om natten, og den skal I da ikke snydes for.

Hvilken det er, ved jeg ikke, men jeg skulle ikke bides af den!

Nå, men efter vores lange, bumlede og varme køretur, gik Emil og Jonathan en lille tur, og det lykkedes dem at få turens anden slange i hus! Den kunne vi dog ikke identificere med sikkerhed, da det var et ungt individ af en af de blinde slanger.

Den lille slange kunne sagtens have været forvekslet med en orm!

Det er den type, som kan minde om regnorme, og læsere, som fulgte med, da vi var i Kaukasus vil måske huske, at vi også fandt en art af denne type her. Dem var sindssygt hurtig og nærmest umulig at tage et billede af, men det lykkedes da nogenlunde til sidst.

Afsted mod de fire store
Vi bød naboparret på aftensmad for at tage afsked og havde en hyggelig aften, inden vi næste dag satte kursen mod Ithala Game Reserve nogle timers kørsel derfra. Reservatet er knapt 30.000 hektar stort og huser fire af de fem store, ‘the Big Five’, nemlig hvidt næsehorn, leopard, elefant og bøffel. Løven, den sidste af de fem, er fraværende pga. ufuldstændig hegning af området.

Udsigt over græsslette i Ithala Game Reserve.

Vi ankom først på eftermiddagen, og den korte køretur fra reservatets hovedindgang og til området, hvor vi skal bo, gav os mulighed for at se vortesvin, giraf, impala og zebra.

Den er nu flottere, når den er i live!

Ungerne var dog mest begejstrede for svømmepølen ved campen, men når børnene er glade, er forældrene det jo også. Nu har vi planlagt en safari kl. 5 i morgen tidlig, og har med god grund høje forventninger til udfaldet..!

Hurra for pool! Og så bor der nogle søde, tykke frøer ved vandfaldet. Og ifølge manageren åbenbart boomslange i træerne omkring!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close